Step 160

Study

     

Salmernes 132

1 (Sang til Festrejserne.) HERRE, kom David i Hu for al hans møje,

2 hvorledes han tilsvor HERREN, gav Jakobs Vældige et Løfte :

3 "Jeg træder ej ind i mit Huses Telt, jeg stiger ej op på mit Leje,

4 under ikke mine Øjne Søvn, ikke mine Øjenlåg Hvile,

5 før jeg har fundet HERREN et Sted, Jakobs Vældige en Bolig!"

6 "Se, i Efrata hørte vi om den, fandt den på Ja'ars Mark;

7 lad os gå hen til hans Bolig, tilbede ved hans Fødders Skammel!"

8 HERRE, bryd op til dit Hvilested, du og din Vældes Ark!

9 Dine Præster være klædte i Retfærd, dine fromme synge med Fryd!

10 For din Tjener Davids Skyld afvise du ikke din Salvede!"

11 HERREN tilsvor David et troværdigt, usvigeligt Løfte: "Af din Livsens Frugt vil jeg sætte Konger på din Trone.

12 Såfremt dine Sønner holder min Pagt og mit Vidnesbyrd, som jeg lærer dem, skal også deres Sønner sidde evindelig på din Trone!

13 Thi HERREN har udvalgt Zion, ønsket sig det til Bolig :

14 Her er for evigt mit Hvilested, her vil jeg bo, thi det har jeg ønsket.

15 Dets Føde velsigner jeg, dets fattige mætter jeg med Brød,

16 dets Præster klæder jeg i Frelse, dets fromme skal synge med Fryd.

17 Der lader jeg Horn vokse frem for David, sikrer min Salvede Lampe.

18 Jeg klæder hans Fjender i Skam, men på ham skal Kronen stråle!"

Salmernes 133

1 (Sang til Festrejserne. Af David.) Se, hvor godt og lifligt er det, når brødre bor tilsammen:

2 som kostelig Olie, der flyder fra Hovedet ned over Skægget, Arons Skæg, der bølger ned over Kjortelens Halslinning,

3 som Hermons Dug, der falder på Zions Bjerge. Thi der skikker HERREN Velsignelse ned, Liv til evig Tid.

Salmernes 134

1 (Sang til Festrejserne.) Op og lov nu HERREN, alle HERRENs, som står i HERRENs Hus ved Nattetide!

2 Løft eders Hænder mod Helligdommen og lov HERREN!

3 HERREN velsigne dig fra Zion, han, som skabte Himmel og Jord.

Salmernes 135:1-14

1 Halleluja! Pris Herrens navn, pris det, I HERRENs Tjenere,

2 som står i HERRENs Hus, i vor Guds Huses Forgårde!

3 Pris HERREN, thi god er HERREN, lovsyng hans Navn, thi lifligt er det.

4 Thi HERREN udvalgte Jakob, Israel til sin Ejendom.

5 Ja, jeg ved, at HERREN er stor, vor Herre er større end alle Guder.

6 HERREN gør alt, hvad han vil, i Himlene og på Jorden, i Have og alle Verdensdyb.

7 Han lader Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at give Regn, sender Stormen ud fra sine Forrådskamre;

8 han, som slog Ægyptens førstefødte, både Mennesker og Kvæg,

9 og sendte Tegn og Undere i din Midte, Ægypten, mod Farao og alle hans Folk;

10 han, som fældede store Folk og veg så mægtige Konger,

11 Amoriternes konge Sion og Basans konge Og, og alle Kana'ans Riger

12 og gav deres Land i Eje, i Eje til Israel, hans Folk.

13 HERRE, dit Navn er evigt, din Ihukommelse, HERRE, fra Slægt til Slægt,

14 thi Ret skaffer HERREN sit Folk og ynkes over sine Tjenere.