²⁵ han vendte deres Sind til Had mod sit Folk og til Træskhed imod sine Tjenere.

²⁶ Da sendte han Moses, sin Tjener, og Aron, sin udvalgte Mand;

²⁷ han gjorde sine Tegn i Ægypten og Undere i Kamiternes Land;

²⁸ han sendte Mørke, så blev det mørkt, men de ænsede ikke hans Ord;

²⁹ han gjorde deres Vande til Blod og slog deres Fisk ihjel;

³⁰ af Frøer vrimlede Landet, selv i Kongens Sale var de;

³¹ han talede, så kom der Bremser og Myg i alt deres Land;

³² han sendte dem Hagl for Regn og luende Ild i Landet;

³³ han slog både Vinstok og Figen og splintrede Træerne i deres Land;

³⁴ han talede, så kom der Græshopper, Springere uden Tal,

³⁵ de åd alt Græs i Landet, de åd deres Jords Afgrøde;

³⁶ alt førstefødt i Landet slog han, Førstegrøden af al deres Kraft;

³⁷ han førte dem ud med Sølv og Guld, ikke een i hans Stammer snubled

³⁸ Ægypterne glæded sig, da de drog bort, thi de var grebet af Rædsel for dem.

³⁹ Han bredte en Sky som Skjul og Ild til at lyse i Natten;

⁴⁰ de krævede, han bragte Vagtler, med Himmelbrød mættede han dem;

⁴¹ han åbnede Klippen, og Vand strømmede ud, det løb som en Flod i Ørkenen.

⁴² Thi han kom sit hellige Ord i Hu til Abraham, sin Tjener;

⁴³ han lod sit Folk drage ud med Fryd, sine udvalgte under Jubel;

⁴⁴ han gav dem Folkenes Lande, de fik Folkeslags Gods i Eje.

⁴⁵ Derfor skulde de holde hans Bud og efterkomme hans Love. Halleluja!

¹ Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig!

² Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris?

³ Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed!

⁴ Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse,

⁵ at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke!

⁶ Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst.

⁷ Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav.

⁸ Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt;

⁹ han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk;

¹⁰ han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd;

¹¹ Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem;

¹² da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris.

¹³ Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd;

¹⁴ de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud;

¹⁵ så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen.

¹⁶ De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HERRENs hellige;

¹⁷ Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok;

¹⁸ Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op.

¹⁹ De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed;

²⁰ de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs;

²¹ de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten,

²² Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav.

²³ Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde.

²⁴ De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord,

²⁵ men knurrede i deres Telte og hørte ikke på HERREN;

²⁶ da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen,

²⁷ splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene.

²⁸ De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre;

²⁹ de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem.

³⁰ Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse,

³¹ og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig.

³² De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde;

³³ thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord.