¹⁷ Gud, du har vejledt mig fra min Ungdom af, dine Undere har jeg forkyndt til nu;

¹⁸ indtil Alderdommens Tid og de grånende Hår svigte du mig ikke, o Gud. End skal jeg prise din Arm for alle kommende Slægter.

¹⁹ Din Vælde og din Retfærdighed når til Himlen, o Gud; du, som øvede store Ting, hvo er din Lige, Gud?

²⁰ Du, som lod os skue mange fold Trængsel og Nød, du kalder os atter til Live og drager os atter af Jordens Dyb;

²¹ du vil øge min Storhed og atter trøste mig.

²² Til Gengæld vil jeg til Harpespil prise din Trofasthed, min Gud, lege på Citer for dig, du Israels Hellige;

²³ juble skal mine Læber - ja, jeg vil lovsynge dig og min Sjæl, som du udløste;

²⁴ også min Tunge skal Dagen igennem forkynde din Retfærd, thi Skam og Skændsel får de, som vil mig ilde.

¹ (Af Salomo.) Gud, giv Kongen din ret, Kongesønnen din retfærd,

² så han dømmer dit Folk med Retfærdighed og dine arme med Ret!

³ Da bærer Bjerge og Høje Fred for Folket i Retfærd.

⁴ De arme blandt Folket skaffer han Ret, han bringer de fattige Frelse, og han slår Voldsmanden ned.

⁵ Han skal leve, så længe Solen lyser og Månen skinner, fra Slægt til Slægt.

⁶ Han kommer som Regn på slagne Enge, som Regnskyl, der væder Jorden;

⁷ i hans dage blomstrer Retfærd, og dyb Fred råder, til Månen forgår.

⁸ Fra Hav til Hav skal han herske, fra Floden til Jordens Ender;

⁹ hans Avindsmænd bøjer knæ for ham, og hans Fjender slikker Støvet;

¹⁰ Konger fra Tarsis og fjerne Strande frembærer Gaver, Sabas og Sebas Konger kommer med Skat;

¹¹ alle Konger skal bøje sig for ham, alle Folkene være hans Tjenere.

¹² Thi han skal redde den fattige, der skriger om Hjælp, den arme, der savner en Hjælper,

¹³ ynkes over ringe og fattig og frelse fattiges Sjæle;

¹⁴ han skal fri deres Sjæle fra Uret og vold, deres Blod er dyrt i hans Øjne.

¹⁵ Måtte han leve og Guld fra Saba gives ham! De skal bede for ham bestandig, velsigne ham Dagen igennem.

¹⁶ Korn skal der være i Overflod i Landet, på Bjergenes Top; som Libanon skal dets Afgrøde bølge og Folk spire frem af Byen som Jordens Urter.

¹⁷ Velsignet være hans Navn evindelig, hans Navn skal leve, mens Solen skinner. Ved ham skal man velsigne sig, alle Folk skal prise ham lykkelig!

¹⁸ Lovet være Gud HERREN, Israels Gud som ene gør Undergerninger,

¹⁹ og lovet være hans herlige Navn evindelig; al Jorden skal fyldes af hans Herlighed. Amen, Amen!

²⁰ Her ender Davids, Isajs Søns, Bønner.

¹ (En Salme af Asaf.) Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!

² Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;

³ thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel;

⁴ thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;

⁵ de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.

⁶ Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.

⁷ Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.

⁸ I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,

⁹ de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden.

¹⁰ Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.

¹¹ De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?"

¹² Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand!

¹³ Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,

¹⁴ jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!

¹⁵ Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt."

¹⁶ Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne,

¹⁷ Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:

¹⁸ Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem.

¹⁹ Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel!

²⁰ De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet.