¹ (Til sangmesteren. Efter "morgenrødens hind". En salme af David.) Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.

² Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.

³ Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.

⁴ På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;

⁵ de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.

⁶ Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;

⁷ alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:

⁸ "Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."

⁹ Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;

¹⁰ på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.

¹¹ Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!

¹² Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,

¹³ spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.

¹⁴ Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;

¹⁵ min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.

¹⁶ Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,

¹⁷ jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.

¹⁸ Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.

¹⁹ Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!

²⁰ Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!

²¹ Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

²² Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:

²³ "I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!

²⁴ Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"

²⁵ Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;

²⁶ de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!

²⁷ Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;

²⁸ thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.

²⁹ De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.

³⁰ Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer;

³¹ de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.

¹ (En salme af David.) HERREN er min Hyrde, mig skal intet fattes,

² han lader mig ligge på grønne Vange. Til Hvilens Vande leder han mig, han kvæger min Sjæl,

³ han fører mig ad rette Veje for sit Navns Skyld.

⁴ Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst.

⁵ I mine Fjenders Påsyn dækker du Bord for mig, du salver mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over.

⁶ Kun Godhed og Miskundhed følger mig alle mine Dage, og i HERRENs Hus skal jeg bo gennem lange Tider.

¹ (Af David. En salme.) HERRENs er Jorden og dens Fylde, Jorderig og de, som bor derpå;

² thi han har grundlagt den på Have, grundfæstet den på Strømme.

³ Hvo kan gå op på HERRENs Bjerg, og hvo kan stå på hans hellige Sted?

⁴ Den med skyldfri Hænder og Hjertet rent, som ikke sætter sin Hu til Løgn og ikke sværger falsk;

⁵ han får Velsignelse fra HERREN, Retfærdighed fra sin Frelses Gud.

⁶ Så er den Slægt, som spørger efter ham, som søger dit Åsyn, Jakobs Gud! - Sela.