¹⁴ "Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn;

¹⁵ kalder han på mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære:

¹⁶ med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!"

¹ (En Salme. En Sang for Sabbatsdagen.) Det er godt at takke HERREN, lovsynge dit navn, du højeste,

² ved Gry forkynde din Nåde, om Natten din Trofasthed

³ til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg på Citer!

⁴ Thi ved dit Værk har du glædet mig, HERRE, jeg jubler over dine Hænders Gerning.

⁵ Hvor store er dine Gerninger, HERRE, dine Tanker såre dybe!

⁶ Tåben fatter det ikke, Dåren skønner ej sligt.

⁷ Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udådsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse,

⁸ men du er ophøjet for evigt, HERRE.

⁹ Thi se, dine Fjender, HERRE, se, dine Fjender går under, alle Udådsmænd spredes!

¹⁰ Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget mig med den friskeste Olie;

¹¹ det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit Øre at høre mine Avindsmænd.

¹² De retfærdige grønnes som Palmen, vokser som Libanons Ceder;

¹³ plantet i HERRENs Hus grønnes de i vor Guds Forgårde;

¹⁴ selv grånende bærer de Frugt, er friske og fulde af Saft

¹⁵ for at vidne, at HERREN er retvis, min Klippe, hos hvem ingen Uret findes.

¹ HERREN har vist, han er Konge, har iført sig Højhed, HERREN har omgjordet sig med Styrke. Han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke.

² Din Trone står fast fra fordum, fra Evighed er du!

³ Strømme lod runge, HERRE, Strømme lod runge deres Drøn, Strømme lod runge deres Brag.

⁴ Fremfor vældige Vandes Drøn, fremfor Havets Brændinger er HERREN herlig i det høje!

⁵ Dine Vidnesbyrd er fuldt at lide på, Hellighed tilkommer dit Hus, HERRE, så længe Dagene varer!

¹ HERRE du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans;

² stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige!

³ Hvor længe skal gudløse, HERRE, hvor længe skal gudløse juble?

⁴ De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre;

⁵ de underkuer, o HERRE, dit Folk og undertrykker din Arvelod;

⁶ de myrder Enke og fremmed faderløse slår de ihjel;

⁷ de siger: "HERREN kan ikke se, Jakobs Gud kan intet mærke!"

⁸ Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer?

⁹ Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se?

¹⁰ Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt?

¹¹ HERREN kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.

¹² Salig den Mand, du tugter, HERRE, og vejleder ved din Lov

¹³ for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse;

¹⁴ thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod.

¹⁵ Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.

¹⁶ Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod Udådsmænd?