³⁵ oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen?

³⁶ Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor;

³⁷ du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.

³⁸ Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,

³⁹ slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.

⁴⁰ Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;

⁴¹ du slog mine Fjender på Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af Vejen.

⁴² De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.

⁴³ Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg på dem.

⁴⁴ Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;

⁴⁵ Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de mig:

⁴⁶ Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres Skjul.

⁴⁷ HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,

⁴⁸ den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod

⁴⁹ og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.

⁵⁰ HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,

⁵¹ du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed. David og hans Æt evindelig.

¹ Dette er Davids sidste Ord; Så siger David, Isajs Søn, så siger Manden, Højt ophøjet, Jakobs Guds salvede, Helten i Israels Sange:

² Ved mig talede HERRENs Ånd, hans Ord var på min Tunge.

³ Jakobs Gud talede til mig, Israels Klippe sagde: "En retfærdig Hersker blandt Mennesker, en, der hersker i Gudsfrygt,

⁴ han stråler som Morgenrøden, som den skyfri Morgensol, der fremlokker Urter af Jorden efter Regn."

⁵ Således har jo mit Hus det med Gud. Han gav mig en evig Pagt, fuldgod og vel forvaret. Ja, al min Frelse og al min Lyst, skulde han ikke lade den spire frem?

⁶ Men Niddinger er alle som Torne i Ørk, der tages ikke på dem med Hænder;

⁷ ingen rører ved dem uden med Jern og Spydstage, i Ilden brændes de op.

⁸ Navnene på Davids Helte var følgende: Hakmoniten Isjbosjet, Anføreren for de tre; det var ham, der engang svang sit Spyd over 800 faldne på een Gang.

⁹ Blandt de tre Helte kom efter ham Ahohiten El'azar, Dodis Søn; han var med David ved Pas-Dammim, dengang Filisterne samlede sig der til Kamp. Da Israels Mænd trak sig tilbage,

¹⁰ holdt han Stand og huggede ned blandt Filisterne, til hans Hånd blev træt og klæbede fast ved Sværdet; HERREN gav dem den bag en stor Sejr. Så vendte Folket tilbage og fulgte ham, kun for at plyndre.

¹¹ Efter ham kom Harariten Sjamma, Ages Søn. Engang havde Filisterne samlet sig i Lehi, hvor der var en Mark fuld af Linser, og Folket flygtede for Filisterne;

¹² men han stillede sig op midt på Marken og holdt den og huggede Filisterne ned; og HERREN gav dem en stor Sejr.

¹³ Engang drog tre af de tredive ned og kom til David på Klippens Top, til Adullams Hule, medens Filisterskaren var lejret i Refaimdalen.

¹⁴ David var dengang i Klippeborgen, medens Filisternes Besætning lå i Betlehem.

¹⁵ Så vågnede Lysten hos David, og han sagde: "Hvem skaffer mig en Drik Vand fra Cisternen ved Betlehems Port?"

¹⁶ Da banede de tre Helte sig Vej gennem Filisternes Lejr, øste Vand af Cisternen ved Betlehems Port og bragte David det. Han vilde dog ikke drikke det, men udgød det for HERREN

¹⁷ med de Ord: "HERREN vogte mig for at gøre det! Skulde jeg drikke de Mænds Blod, som har vovet deres Liv!" Og han vilde ikke drikke det. Den Dåd udførte de tre Helte.

¹⁸ Abisjaj, Joabs Broder, Zerujas Søn, var Anfører for de tredive. Han svang sit Spyd over 300 faldne, og han var navnkundig iblandt de tredive;

¹⁹ iblandt de tredive var han højtæret, og han var deres Anfører; men de tre nåede han ikke.

²⁰ Benaja, Jojadas Søn, var en tapper Mand fra Kabze'el, der havde udført store Heltegerninger; han fældede de to Arielsønner fra Moah; og han steg ned og fældede en Løve i en Cisterne, en Dag der var faldet Sne.

²¹ Ligeledes fældede han Ægypteren, en kæmpestor Mand. Ægypteren havde et Spyd i Hånden, men han gik ned imod ham meden Stok, vristede Spydet ud af Hånden på ham og dræbte ham med hans eget Spyd.

²² Disse Heltegerninger udførte Benaja, Jojadas Søn, og han var navnkundig iblandt de tredive Helte;

²³ iblandt de tredive var han højt æret, men de tre nåede han ikke. David satte ham over sin Livvagt.

²⁴ Til de tredive hørte Asa'el' Joabs Broder; Elbanan, Dodos Søn fra Betlehem;

²⁵ Haroditen Sjamma; Haroditen Elika;

²⁶ Paltiten Helez; Ira, Ikkesj's Søn fra Tekoa;

²⁷ Abiezer fra Anatot; Husjatiten Sibbekaj;

²⁸ Ahohiten Zalmon; Maharaj fra Netofa;

²⁹ Heled, Ba'anas Søn, fra Nefofa; Ittaj, Ribajs Søn, fra det benjaminitiske Gibea;

³⁰ Benaja fra Pir'aton; Hiddaj fra Nahale-Ga'asj;

³¹ Abiba'al fra Araba; Azmavet fra Bahurim;

³² Sja'alboniten Eljaba; Guniten Jasjen;

³³ Harariten Jonatan, Sjammas Søn; Harariten Ahi'am, Sjarars Søn;

³⁴ Elifelet, Ahazbajs Søn, fra Bet-Ma'aka; Eliam, Akitofels Søn, fra Gilo;

³⁵ Hezro fra Karmel; Pa'araj fra Arab;

³⁶ Jig'al, Natans Søn, fra Zoba; Gaditen Bani;

³⁷ Ammoniten Zelek; Naharaj fra Be'erot, der var Joabs, Zerujas Søns, Våbendrager;

³⁸ Ira fra Jattir; Gareb fra Jattir;

³⁹ Hetiten Urias. I alt syv og tredive.

¹ Men HERRENS vrede blussede atter op mod Israel, så at han æggede David mod dem og sagde: "Gå hen og hold Mandtal over Israel og Juda!"

² Kongen sagde da til Joab og Hærførerne, der var hos ham: "Drag rundt i alle Israels Stammer fra Dan til Be'ersjeba og hold Mønstring over Folket, for at jeg kan få Tallet på det at vide!"

³ Men Joab svarede Kongen: "Måtte HERREN din Gud forøge Folket hundredfold, og måtte min Herre Kongen selv opleve det - men hvorfor har min Herre Kongen sat sig sligt for?"

⁴ Men Joab og Hærførerne måtte bøje sig for Kongens Ord. Joab og Hærførerne forlod derfor Kongen for at holde Mønstring over Israels Folk.

⁵ De gik over Jordan og begyndte ved Aroer og Byen, der ligger midt i Dalen; drog ad Gad til og i Retning af Ja'zer;

⁶ så kom de til Gilead og til Hetiternes Land hen imod Kadesj, derpå til Dan, og fra Dan vendte de sig hen mod Zidon;

⁷ så kom de til Fæstningen Tyrus og alle Hivviternes og Kana'anæernes Byer, hvorfra de gik til Be'ersjeba i det judæiske Sydland.

⁸ Efter at de var draget hele Landet rundt i ni Måneder og tyve Dage, kom de tilbage til Jerusalem.

⁹ Joab opgav derpå Kongen Tallet, der var fundet ved Folktællingen, og Israel talte 800000 kraftige, våbenføre Mænd, Juda 500000 Mænd.

¹⁰ Men efter at David havde holdt Mandtal over Folket. slog Samvittigheden ham, og han sagde til HERREN: "Jeg har syndet svarlig i, hvad jeg har gjort! Men tilgiv nu, HERRE, din Tjeners Brøde, thi jeg har handlet som en stor Dåre!"

¹¹ Da David stod op om Morgenen kom HERRENs Ord til Profeten Gad, Davids Seer, således:

¹² "Gå hen og sig til David: Så siger HERREN; Jeg forelægger dig tre Ting; vælg selv, hvilken jeg skal lade times dig!"

¹³ Gad kom da til David og kundgjorde ham det og sagde: "Skal der komme tre Hungersnødsår over dig i dit Land, eller vil du i tre Måneder jages på Flugt, forfulgt af din Fjende, eller skal der komme tre Dages Pest i dit Land? Overvej nu, hvad jeg skal svare ham, der har sendt mig!"

¹⁴ David svarede Gad: "Jeg er i såre stor Vånde - lad os så falde i HERRENs Hånd, thi hans Barmhjertighed er stor; i Menneskehånd vil jeg ikke falde!"

¹⁵ Så valgte David da Pesten. Ved Hvedehøstens Tid begyndte Soten at ramme Folket; og der døde 70000 Mand af Folket fra Dan til Be'ersjeba.

¹⁶ Da Engelen udrakte sin Hånd mod Jerusalem for at ødelægge det, angrede HERREN det onde, og han sagde til Engelen, som ødelagde Folket "Nu er det nok, drag din Hånd tilbage!" HERRENs Engel var da ved Jebusiten Aravnas Tærskeplads.

¹⁷ Men da David så Engelen, som slog Folket, sagde han til HERREN: "Det er mig, der har syndet, mig, der har begået Brøden; men Fårene der, hvad har de gjort? Lad din Hånd dog ramme mig og mit Fædrenehus!"

¹⁸ Samme Dag kom Gad til David og sagde: "Gå op og rejs HERREN et Alter på Jebusiten Aravnas Tærskeplads!"

¹⁹ Og David gik derop efter Gads Ord, således som HERREN havde påbudt.

²⁰ Da Aravna, der var ved at tærske Hvede, så ned og fik Øje på Kongen og hans Folk, som kom hen imod ham, gik han ud og kastede sig på sit Ansigt til Jorden for ham;

²¹ og Aravna sagde: "Hvorfor kommer min Herre Kongen til sin Træl?" David svarede: "For at købe Tærskepladsen af dig og bygge HERREN et Alter, at Folket må blive friet fra Plagen!"

²² Da sagde Aravna til David: "Min Herre Kongen tage den og ofre, hvad ham tykkes ret! Her er Okserne til Brændoffer og Tærskeslæderne og Oksernes Stavtøj til Brændsel!

²³ Min Herre Kongens Træl giver Kongen det hele!" Og Aravna sagde til Kongen: "Måtte HERREN din Gud have Behag i dig!"

²⁴ Men Kongen svarede Aravna: "Nej, jeg vil købe det af dig for dets fulde Værdi; jeg vil ikke bringe HERREN min Gud Brændofre, som intet koster mig!" Så købte David Tærskepladsen og Okserne for halvtredsindstyve Sølvsekel;

²⁵ og David byggede HERREN et Alter der og ofrede Brændofre og Takofre. Da forbarmede HERREN sig over Landet, og Israel blev friet fra Plagen.