⁴⁷ Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham.

⁴⁸ Men Jesus sagde til ham: "Judas! forråder du Menneskesønnen med et Kys?"

⁴⁹ Men da de, som vare omkring ham, så, hvad der vilde ske, sagde de: "Herre! skulle vi slå til med Sværd?"

⁵⁰ Og en af dem slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre.

⁵¹ Men Jesus tog til Orde og sagde: "Lad dem gøre også dette!" Og han rørte ved hans Øre og lægte ham.

⁵² Men Jesus sagde til Ypperstepræsterne og Høvedsmændene for Helligdommen og de ældste, som vare komne til ham: "I ere gåede ud som imod en Røver med Sværd og Knipler.

⁵³ Da jeg var daglig hos eder i Helligdommen, udrakte I ikke Hænderne imod mig; men dette er eders Time og Mørkets Magt."

⁵⁴ Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand.

⁵⁵ Og de tændte en Ild midt i Gården og satte sig sammen, og Peter sad midt iblandt dem.

⁵⁶ Men en Pige så ham sidde i Lysskæret og stirrede på ham og sagde: "Også denne var med ham."

⁵⁷ Men han fornægtede ham og sagde: "Jeg kender ham ikke. Kvinde!"

⁵⁸ Og lidt derefter så en anden ham og sagde: "Også du er en af dem." Men Peter sagde: "Menneske! det er jeg ikke."

⁵⁹ Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: "I Sandhed, også denne var med ham; han er jo også en Galilæer."

⁶⁰ Men Peter sagde: "Menneske! jeg forstår ikke, hvad du siger." Og straks, medens han endnu talte. galede Hanen.

⁶¹ Og Herren vendte sig og så på Peter; og Peter kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han havde sagt til ham: "Førend Hanen galer i Dag, skal du fornægte mig tre Gange."

⁶² Og han gik udenfor og græd bitterligt.

⁶³ Og de Mænd, som holdt Jesus, spottede ham og sloge ham;

⁶⁴ og de kastede et Klæde over ham og spurgte ham og sagde: "Profeter! hvem var det, som slog dig?"

⁶⁵ Og mange andre Ting sagde de spottende til ham.

⁶⁶ Og da det blev Dag, samlede Folkets Ældste sig og Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de førte ham hen for deres Råd

⁶⁷ og sagde: "Er du Kristus, da sig os det!" Men han sagde til dem: "Siger jeg eder det, tro I det ikke.

⁶⁸ Og om jeg spørger, svare I mig ikke, ej heller løslade I mig.

⁶⁹ Men fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds Krafts højre Hånd."

⁷⁰ Men de sagde alle: "Er du da Guds Søn?" Og han sagde til dem: "I sige det; jeg er det."

⁷¹ Men de sagde: "Hvad have vi længere Vidnesbyrd nødig? vi have jo selv hørt det af hans Mund!"

¹ Og hele Mængden stod op og førte ham for Pilatus.

² Og de begyndte at anklage ham og sagde: "Vi have fundet, at denne vildleder vort Folk og forbyder at give Kejseren Skat og siger om sig selv at han er Kristus, en Konge."

³ Men Pilatus spurgte ham og sagde: "Er du Jødernes Konge?" Og han svarede og sagde til ham: "Du siger det."

⁴ Men Pilatus sagde til Ypperstepræsterne og til Skarerne: "Jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske."

⁵ Men de bleve ivrigere og sagde: "Han oprører Folket, idet han lærer over hele Judæa fra Galilæa af, hvor han begyndte, og lige hertil."

⁶ Men da Pilatus hørte om Galilæa, spurgte han, om Manden var en Galilæer.

⁷ Og da han fik at vide, at han var fra Herodes's Område, sendte han ham til Herodes, som også selv var i Jerusalem i disse Dage.

⁸ Men da Herodes så Jesus, blev han meget glad; thi han havde i lang Tid gerne villet se ham, fordi han hørte om ham, og han håbede at se et Tegn blive gjort af ham.

⁹ Og han gjorde ham mange Spørgsmål; men han svarede ham intet.

¹⁰ Men Ypperstepræsterne og de skriftkloge stode og anklagede ham heftigt.

¹¹ Men da Herodes med sine Krigsfolk havde hånet og spottet ham, kastede han et prægtigt Klædebon om ham og sendte ham til Pilatus igen.

¹² På den Dag bleve Herodes og Pilatus Venner med hinanden; thi de vare før i Fjendskab med hinanden.

¹³ Men Pilatus sammenkaldte Ypperstepræsterne og Rådsherrerne og Folket

¹⁴ og sagde til dem: "I have ført dette Menneske til mig som en, der forfører Folket til Frafald; og se. jeg har forhørt ham i eders Påhør og har ingen Skyld fundet hos dette Menneske i det, som I anklage ham for,

¹⁵ og Herodes ikke heller, thi han sendte ham tilbage fil os; og se, han har intet gjort som han er skyldig at dø for.

¹⁶ Derfor vil jeg revse ham og lade ham løs."

¹⁷ (Men han var nødt til at løslade dem een på Højtiden.)

¹⁸ Men de råbte alle sammen og sagde: "Bort med ham, men løslad os Barabbas!"

¹⁹ Denne var kastet i Fængsel for et Oprør, som var sket i Staden, og for Mord.

²⁰ Og atter talte Pilatus til dem, da han gerne vilde løslade Jesus.

²¹ Men de råbte til ham og sagde: "Korsfæst, korsfæst ham!

²² Men han sagde tredje Gang til dem: "Hvad ondt har da denne gjort Jeg har ingen Dødsskyld fundet hos ham; derfor vil jeg revse ham og lade ham løs."

²³ Men de trængte på med stærke Råb og forlangte, at han skulde korsfæstes; og deres Råb fik Overhånd.

²⁴ Og Pilatus dømte, at deres Forlangende skulde opfyldes;

²⁵ og han løslod den, de forlangte, som var kastet i Fængsel for Oprør og Mord; men Jesus overgav han til deres Villie.

²⁶ Og da de førte ham bort, toge de fat på en vis Simon fra Kyrene, som kom fra Marken, og lagde Korset på ham, for at han skulde bære det bag efter Jesus.

²⁷ Men der fulgte ham en stor Hob af Folket, og af Kvinder, som jamrede og græd over ham.

²⁸ Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: "I Jerusalems Døtre! græder ikke over mig, men græder over eder selv og over eders Børn!

²⁹ Thi se, der kommer Dage, da man skal sige: Salige ere de ufrugtbare og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die.

³⁰ Da skulle de begynde at sige til Bjergene: Falder over os! og til Højene: Skjuler os!

³¹ Thi gør man dette ved det grønne Træ, hvad vil da ske med det tørre?"

³² Men der blev også to andre Misdædere førte ud for at henrettes med ham.

³³ Og da de vare komne til det Sted, som kaldes "Hovedskal", korsfæstede de ham der, og Misdæderne, den ene ved hans højre, og den anden ved hans venstre Side.

³⁴ Men Jesus sagde: "Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre." Men de delte hans Klæder imellem sig ved Lodkastning.

³⁵ Og Folket stod og så til; men også Rådsherrerne spottede ham og sagde: "Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, dersom han er Guds Kristus, den udvalgte."

³⁶ Men også Stridsmændene spottede ham, idet de trådte til, rakte ham Eddike og sagde:

³⁷ "Dersom du er Jødernes Konge, da frels dig selv!"

³⁸ Men der var også sat en Overskrift over ham (skreven på Græsk og Latin og Hebraisk): "Denne er Jødernes Konge."

³⁹ Men en af de ophængte Misdædere spottede ham og sagde: "Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!"

⁴⁰ Men den anden svarede og irettesatte ham og sagde: "Frygter heller ikke du Gud, da du er under den samme Dom?

⁴¹ Og vi ere det med Rette; thi vi få igen, hvad vore Gerninger have forskyldt; men denne gjorde intet uskikkeligt."

⁴² Og han sagde: "Jesus! kom mig i Hu, når du kommer i dit Rige!"

⁴³ Og han sagde til ham: "Sandelig, siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiset."

⁴⁴ Og det var nu ved den sjette Time, og der blev Mørke over hele Landet indtil den niende Time,

⁴⁵ idet Solen formørkedes; og Forhænget i Templet splittedes midt over.

⁴⁶ Og Jesus råbte med høj Røst og sagde: "Fader! i dine Hænder befaler jeg min Ånd;" og da han havde sagt det, udåndede han.

⁴⁷ Men da Høvedsmanden så det, som skete, gav han Gud Æren og sagde: "I Sandhed, dette Menneske var retfærdigt."

⁴⁸ Og alle Skarerne, som vare komne sammen til dette Skue, sloge sig for Brystet, da de så, hvad der skete, og vendte tilbage.

⁴⁹ Men alle hans Kyndinge stode langt borte, ligeså de Kvinder, som fulgte med ham fra Galilæa, og så dette.

⁵⁰ Og se, en Mand ved Navn Josef, som var Rådsherre, en god og retfærdig Mand,

⁵¹ han havde ikke samtykket i deres Råd og Gerning, han var fra Arimathæa, en jødisk By, og han forventede Guds Rige;

⁵² han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme.

⁵³ Og han tog det ned og svøbte det i et fint Linklæde, og han lagde ham i en Grav, som var hugget i en Klippe, hvor endnu ingen nogen Sinde var lagt.

⁵⁴ Og det var Beredelsesdag, og Sabbaten stundede til.

⁵⁵ Men Kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte efter og så Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt.

⁵⁶ Og de vendte tilbage og beredte vellugtende Urter og Salver; og Sabbaten over holdt de sig stille efter Budet.

¹ Men på den første Dag i Ugen meget årle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt.

² Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven.

³ Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme.

⁴ Og det skete, da de vare tvivlrådige om dette, se, da stode to Mænd for dem i strålende Klædebon.

⁵ Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: "Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde?

⁶ Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde,

⁷ at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstå på den tredje Dag."

⁸ Og de kom hans Ord i Hu.

⁹ Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre.

¹⁰ Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting.

¹¹ Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke.

¹² Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket.

¹³ Og se, to af dem vandrede på den samme Dag til en Landsby, som lå tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus.

¹⁴ Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete.

¹⁵ Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem.

¹⁶ Men deres Øjne holdtes til, så de ikke kendte ham.

¹⁷ Men han sagde til dem: "Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden på Vejen?" Og de standsede bedrøvede.

¹⁸ Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: "Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse dage?"

¹⁹ Og han sagde til dem: "Hvilket?" Men de sagde til ham: "Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket;

²⁰ og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Rådsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham.

²¹ Men vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete.

²² Men også nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom årle til Graven,

²³ og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde også set et Syn af Engle, der sagde, at han lever.

²⁴ Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det således, som Kvinderne havde sagt; men ham så de ikke."

²⁵ Og han sagde til dem: "O I uforstandige og senhjertede til at tro på alt det, som Profeterne have talt!

²⁶ Burde ikke Kristus lide dette og indgå til sin Herlighed?"

²⁷ Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham.

²⁸ Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gå videre.

²⁹ Og de nødte ham meget og sagde: "Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder." Og han gik ind for at blive hos dem.

³⁰ Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det.

³¹ Da bleve deres Øjne åbnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem.

³² Og de sagde til hinanden: "Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os på Vejen og oplod os Skrifterne?"

³³ Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde:

³⁴ "Herren er virkelig opstanden og set af Simon."

³⁵ Og de fortalte, hvad der var sket på Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.

³⁶ Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: "Fred være med eder!"

³⁷ Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de så en Ånd.

³⁸ Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter?

³⁹ Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler på mig og ser; thi en Ånd har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har."

⁴⁰ Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder.

⁴¹ Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: "Have I her noget at spise?"

⁴² Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk.

⁴³ Og han tog det og spiste det for deres Øjne.

⁴⁴ Men han sagde til dem: "Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og Salmerne."

⁴⁵ Da oplod han deres Forstand til at forstå Skrifterne.

⁴⁶ Og han sagde til dem: "Således er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstå fra de døde på den tredje Dag,

⁴⁷ og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem.

⁴⁸ I ere Vidner om disse Ting.

⁴⁹ Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje."

⁵⁰ Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem.

⁵¹ Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen.

⁵² Og efter at have tilbedt ham vendte de tilbage til Jerusalem med stor Glæde.

⁵³ Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.