¹ Men han sagde til sine Disciple: "Det er umuligt, at Forargelser ikke skulde komme; men ve den, ved hvem de komme!

² Det er bedre for ham, om en Møllesten er lagt om hans Hals, og han er kastet i Havet end at han skulde forarge een af disse små.

³ Vogter på eder selv! Dersom din Broder synder, da irettesæt ham; og dersom han angrer, da tilgiv ham!

⁴ Og dersom han syv Gange om Dagen synder imod dig og syv Gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, da skal du tilgive ham."

⁵ Og Apostlene sagde til Herren: "Giv os mere Tro!"

⁶ Men Herren sagde: "Dersom I havde Tro som et Sennepskorn, da kunde I sige til dette Morbærfigentræ: Ryk dig op med Rode, og plant dig i Havet, og det skulde adlyde eder.

⁷ Men hvem af eder, som har en Tjener, der pløjer eller vogter, siger til ham, når han kommer hjem fra Marken: Gå straks hen og sæt dig til Bords?

⁸ Vil han ikke tværtimod sige til ham: Tilbered, hvad jeg skal have til Nadver, og bind op om dig, og vart mig op, medens jeg spiser og drikker; og derefter må du spise og drikke?

⁹ Mon han takker Tjeneren, fordi han gjorde det, som var befalet? Jeg mener det ikke.

¹⁰ Således skulle også I, når I have gjort alle de Ting, som ere eder befalede, sige: Vi ere unyttige Tjenere; kun hvad vi vare skyldige at gøre, have vi gjort."

¹¹ Og det skete, medens han var på Vej til Jerusalem, at han drog midt imellem Samaria og Galilæa.

¹² Og da han gik ind i en Landsby, mødte der ham ti spedalske Mænd, som stode langt borte,

¹³ og de opløftede Røsten og sagde: "Jesus, Mester, forbarm dig over os!"

¹⁴ Og da han så dem, sagde han til dem: "Går hen og fremstiller eder for Præsterne!" Og det skete, medens de gik bort, bleve de rensede.

¹⁵ Men en af dem vendte tilbage, da han så, at han var helbredt, og priste Gud med høj Røst.

¹⁶ Og han faldt på sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham; og denne var en Samaritan.

¹⁷ Men Jesus svarede og sagde: "Bleve ikke de ti rensede? hvor ere de ni?

¹⁸ Fandtes der ingen, som vendte tilbage for at give Gud Ære, uden denne fremmede?"

¹⁹ Og han sagde til ham:"Stå op, gå bort; din Tro har frelst dig!"

²⁰ Men da han blev spurgt af Farisæerne om, når Guds Rige kommer, svarede han dem og sagde: "Guds Rige kommer ikke således, at man kan vise derpå.

²¹ Ikke heller vil man sige: Se her, eller: Se der er det; thi se, Guds Rige er inden i eder."

²² Men han sagde til Disciplene: "Der skal komme Dage, da I skulle attrå at se en af Menneskesønnens Dage, og I skulle ikke se den.

²³ Og siger man til eder: Se der, eller: Se her er han, så går ikke derhen, og løber ikke derefter!

²⁴ Thi ligesom Lynet, når det lyner fra den ene Side af Himmelen, skinner til den anden Side af Himmelen, således skal Menneskesønnen være på sin Dag.

²⁵ Men først bør han lide meget og forkastes af denne Slægt.

²⁶ Og som det skete i Noas Dage, således skal det også være i Menneskesønnens Dage:

²⁷ De spiste, drak, toge til Ægte, bleve bortgiftede indtil den Dag, da Noa gik ind i Arken, og Syndfloden kom og ødelagde alle.

²⁸ Ligeledes, som det skete i Loths Dage: De spiste, drak, købte, solgte, plantede, byggede;

²⁹ men på den Dag, da Loth gik ud af Sodoma, regnede Ild og Svovl ned fra Himmelen og ødelagde dem alle:

³⁰ på samme Måde skal det være på den Dag, da Menneskesønnen åbenbares.

³¹ På den dag skal den, som er På Taget og har sine Ejendele i Huset, ikke stige ned for at hente dem; og ligeså skal den, som er På Marken, ikke vende tilbage igen!

³² Kommer Loths Hustru i Hu!

³³ Den, som søger at bjærge sit Liv, skal miste det; og den, som mister det, skal beholde Livet.

³⁴ Jeg siger eder: I den Nat skulle to Mænd være på eet Leje; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage.

³⁵ To Kvinder skulle male på samme Kværn; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage.

³⁶ To Mænd skulle være på Marken; den ene skal tages med. og den anden skal lades tilbage."

³⁷ Og de svare og sige til ham: "Hvor, Herre?" Men han sagde til dem: "Hvor Ådselet er, der ville også Ørnene samle sig."

¹ Men han talte til dem en Lignelse om, at de burde altid bede og ikke blive trætte,

² og sagde: "Der var i en By en Dommer, som ikke frygtede Gud og ikke undså sig for noget Menneske.

³ Og der var en Enke i den By, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret over min Modpart!

⁴ Og længe vilde han ikke. Men derefter sagde han ved sig selv: Om jeg end ikke frygter Gud, ej heller undser mig for noget Menneske,

⁵ så vil jeg dog, efterdi denne Enke volder mig Besvær, skaffe Hende Ret, for at hun ikke uophørligt skal komme og plage mig."

⁶ Men Herren sagde: "Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger!

⁷ Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de, som råbe til ham Dag og Nat? og er han ikke langmodig, når det gælder dem?

⁸ Jeg siger eder, han skal skaffe dem Ret i Hast. Men mon Menneskesønnen, når han kommer, vil finde Troen på Jorden?"

⁹ Men han sagde også til nogle, som stolede på sig selv, at de vare retfærdige, og foragtede de andre, denne Lignelse:

¹⁰ "Der gik to Mænd op til Helligdommen for at bede; den ene var en Farisæer, og den anden en Tolder.

¹¹ Farisæeren stod og bad ved sig selv således: Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere, uretfærdige, Horkarle, eller også som denne Tolder.

¹² Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af al min indtægt.

¹³ Men Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øjnene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder nådig!

¹⁴ Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem til sit Hus fremfor den anden; thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal fornedres; men den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes."

¹⁵ Men de bare også de små Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men da Disciplene så det, truede de dem.

¹⁶ Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "Lader de små Børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører sådanne til.

¹⁷ Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det."

¹⁸ Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: "Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?"

¹⁹ Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden een, nemlig Gud.

²⁰ Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; Ær din Fader og din Moder."

²¹ Men han sagde: "Det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af."

²² Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: "Endnu een Ting fattes dig: Sælg alt, hvad du har, og uddel det til fattige, så skal du have en Skat i Himmelen; og kom så og følg mig!"

²³ Men da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet; thi han var såre rig.

²⁴ Men da Jesus så, at han blev dybt bedrøvet, sagde han: "Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!

²⁵ thi det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for en rig at gå ind i Guds Rige."

²⁶ Men de, som hørte det, sagde: "Hvem kan da blive frelst?"

²⁷ Men han sagde: "Hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud."

²⁸ Men Peter sagde: "Se, vi have forladt vort eget og fulgt dig."

²⁹ Men han sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Forældre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld,

³⁰ uden at han skal få det mange Fold igen i denne Tid og i den kommende Verden et evigt Liv."

³¹ Men han tog de tolv til sig og sagde til dem: "Se, vi drage op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne ved Profeterne, skulle fuldbyrdes på Menneskesønnen.

³² Thi han skal overgives til Hedningerne og spottes, forhånes og bespyttes,

³³ og de skulle hudstryge og ihjelslå ham; og på den tredje Dag skal han opstå."

³⁴ Og de fattede intet deraf, og dette Ord var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.

³⁵ Men det skete, da han nærmede sig til Jeriko, sad der en blind ved Vejen og tiggede.

³⁶ Og da han hørte en Skare gå forbi, spurgte han, hvad dette var.

³⁷ Men de fortalte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi.

³⁸ Og han råbte og sagde:"Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!"

³⁹ Og de, som gik foran, truede ham, for at han skulde tie; men han råbte meget stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!"

⁴⁰ Og Jesus stod stille og bød, at han skulde føres til ham; men da han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde:

⁴¹ "Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" Men han sagde: "Herre! at jeg må blive seende."

⁴² Og Jesus sagde til ham: "Bliv seende! din Tro har frelst dig."

⁴³ Og straks blev han seende, og han fulgte ham og priste Gud; og hele Folket lovpriste Gud, da de så det.

¹ Og han kom ind i Jeriko og drog derigennem.

² Og se, der var en Mand, som hed Zakæus; han var Overtolder, og han var rig.

³ Og han søgte at få at se, hvem der var Jesus, og kunde ikke for Skaren, fordi han var lille af Vækst.

⁴ Og han løb forud og steg op i et Morbær Figentræ, for at han kunde se ham; thi han skulde komme frem ad den Vej.

⁵ Og da Jesus kom til Stedet, så han op og blev ham var og sagde til ham: "Zakæus! skynd dig og stig ned; thi jeg skal i Dag blive i dit Hus."

⁶ Og han skyndte sig og steg ned og tog imod ham med Glæde.

⁷ Og da de så det, knurrede de alle og sagde: "Han er gået ind for at tage Herberge hos en syndig Mand."

⁸ Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: "Se, Herre! Halvdelen af min Ejendom giver jeg de fattige; og dersom jeg har besveget nogen for noget, da giver jeg det fire Fold igen."

⁹ Men Jesus sagde til ham: "I Dag er der blevet dette Hus Frelse til Del, efterdi også han er en Abrahams Søn;

¹⁰ thi Menneskesønnen er kommen for at søge og frelse det fortabte."

¹¹ Men medens de hørte på dette, fortsatte han og sagde en Lignelse, fordi han var nær ved Jerusalem, og de mente, at Guds Rige skulde straks komme til Syne.

¹² Han sagde da: "En højbåren Mand drog til et fjernt Land for at få Kongemagt og vende tilbage igen.

¹³ Men han kaldte ti af sine Tjenere og gav dem ti Pund og sagde til dem: Købslår dermed, indtil jeg kommer.

¹⁴ Men hans Medborgere hadede ham og skikkede Sendebud efter ham og lod sige: Vi ville ikke, at denne skal være Konge over os.

¹⁵ Og det skete, da han kom igen, efter at han havde fået Kongemagten, sagde han, at disse Tjenere, hvem han havde givet Pengene, skulde kaldes for ham, for at han kunde få at vide, hvad hver havde vundet.

¹⁶ Og den første trådte frem og sagde: Herre! dit Pund har erhvervet ti Pund til.

¹⁷ Og han sagde til ham: Vel, du gode Tjener! efterdi du har været tro i det mindste, skal du have Magt over ti Byer.

¹⁸ Og den anden kom og sagde: Herre! dit Pund har indbragt fem Pund.

¹⁹ Men han sagde også til denne: Og du skal være over fem Byer.

²⁰ Og en anden kom og sagde: Herre! se, her er dit Pund, som jeg har haft liggende i et Tørklæde.

²¹ Thi jeg frygtede for dig, efterdi du er en streng Mand; du tager, hvad du ikke lagde, og høster, hvad du ikke såede.

²² Han siger til ham: Efter din egen Mund dømmer jeg dig, du onde Tjener! Du vidste, at jeg er en streng Mand, som tager, hvad jeg ikke lagde, og høster, hvad jeg ikke såede;

²³ hvorfor gav du da ikke mine Penge til Vekselbordet, så jeg ved min Hjemkomst kunde have krævet dem med Rente?

²⁴ Og han sagde til dem, som stode hos: Tager Pundet fra ham, og giver det til ham, som har de ti Pund.

²⁵ Og de sagde til ham: Herre! han har ti Pund.

²⁶ Jeg siger eder, at enhver, som har, ham skal der gives; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.

²⁷ Men fører disse mine Fjender hid, som ikke vilde, at jeg skulde være Konge over dem, og hugger dem ned for mine Øjne!"