⁵² Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,

⁵³ de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;

⁵⁴ Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"

⁵⁵ Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;

⁵⁶ du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"

⁵⁷ Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"

⁵⁸ Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;

⁵⁹ HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!

⁶⁰ Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,

⁶¹ du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,

⁶² mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.

⁶³ Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.

⁶⁴ Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,

⁶⁵ gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!

⁶⁶ forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.

¹ Hvor Guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de hellige Stene slængt hen på Gadernes Hjørner!

² Zions de dyre Sønner, der opvejed Guld, kun regnet for Lerkar, Pottemagerhænders Værk

³ Selv Sjakaler byder Brystet til, giver Ungerne Die, men mit Folks Datter blev grum som Ørkenens Strudse.

⁴ Den spædes Tunge hang fast ved Ganen af Tørst, Børnene tigged om Brød, og ingen gav dem.

⁵ Folk, som levede lækkert, omkom på Gaden; Folk, som var båret på Purpur, favnede Skarnet.

⁶ Mit Folks Datters Brøde var større end Synden i Sodom, som brat blev styrted, så Hænder ej rørtes derinde.

⁷ Hendes Fyrster var renere end Sne, mer hvide end Mælk, deres Legeme rødere end Koral, som Safir deres Årer;

⁸ mer sorte end Sod ser de ud, kan ej kendes på Gaden, Huden hænger ved Knoglerne, tør som Træ.

⁹ Sværdets Ofre var bedre farne end Sultens, som svandt hen, dødsramte, af Mangel på Markens Grøde.

¹⁰ Blide kvinders Hænder kogte deres Børn; da mit Folks Datter brød sammen, blev de dem til Føde.

¹¹ HERREN køled sin Vrede, udøste sin Harmglød, . han tændte i Zion en Ild, dets Grundvolde åd den.

¹² Ej troede Jordens Konger, ja ingen i Verden, at Uven og Fjende skulde stå i Jerusalems Porte.

¹³ Det var for Profeternes Synd, for Præsternes Brøde, som i dets Midte udgød retfærdiges Blod.

¹⁴ De vanked som blinde på Gaderne, tilsølet af Blod, rørte med Klæderne Ting, som ikke må røres.

¹⁵ "Var jer! En uren!" råbte man; "Var jer dog for dem!" Når de flyr og vanker, råber man: "Bliv ikke her!"

¹⁶ HERREN spredte dem selv, han så dem ej mer, Præster regned man ej eller ynked Profeter.

¹⁷ End smægted vort Blik efter Hjælp, men kun for at skuffes, på Varden spejded vi efter det Folk, der ej hjælper.

¹⁸ De lured på vort Fjed, fra Torvene holdt vi os borte; Enden var nær, vore Dage var omme, ja, Enden var kommet.

¹⁹ Mer snare end Himlens Ørne var de, som jog os, på Bjergene satte de efter os, lured i Ørkenen,

²⁰ vor Livsånde, HERRENs Salvede, blev fanget i deres Grave, han, i hvis Skygge vi tænkte at leve blandt Folkene.

²¹ Glæd dig og fryd dig, Edom, som bor i Uz! Også dig skal Bægeret nå, du skal blotte dig drukken.

²² Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger, Edom, din Skyld, afslører dine Synder.

¹ HERRE, kom vor skæbne i Hu, sku ned og se vor skændsel!

² Vor Arvelod tilfaldt fremmede, Udlændinge fik vore Huse.

³ Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er vore Mødre.

⁴ Vort Drikkevand må vi købe, betale må vi vort Brænde.

⁵ Åget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile.

⁶ Ægypten rakte vi Hånd, Assur, for at mættes med Brød.

⁷ Vore Fædre, som synded, er borte, og vi må bære deres Skyld.

⁸ Over os råder Trælle, ingen frier os fra dem.

⁹ Med Livsfare henter vi vort Brød, udsatte for Ørkenens Sværd.

¹⁰ Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue.

¹¹ De skændede kvinder i Zion, Jomfruer i Judas Byer.

¹² Fyrster greb de og hængte, tog intet Hensyn til gamle.

¹³ Ynglinge sattes til Kværnen, under Brændeknippet segnede Drenge.

¹⁴ De gamle forsvandt fra Porten, de unge fra Strengenes Leg.

¹⁵ Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg.

¹⁶ Kronen faldt af vort Hoved, ve os, at vi har syndet!

¹⁷ Vort Hjerte blev derfor sygt, derfor vort Øje mørkt:

¹⁸ For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der.

¹⁹ Du, HERRE, troner for evigt, fra Slægt til Slægt står din trone.

²⁰ Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle dage?

²¹ Omvend os, HERRE, til dig, så vender vi om, giv os nye Dage, som fordum!

²² Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende?