⁷ Druesaften sørger, Vinranken sygner alle de hjertensglade sukker;

⁸ Håndpaukens Klang er endt, de jublendes Larm hørt op, endt er Citrens Klang.

⁹ De drikker ej Vin under Sang, besk smager den stærke Drik.

¹⁰ Den øde Stad ligger nedbrudt, stængt er hver Boligs Indgang.

¹¹ Man jamrer over Vinen på Gaden, bort er al Glæde svundet; landflygtig er Landets Fryd.

¹² I Byen er Øde tilbage, og Porten er hugget i Splinter.

¹³ Thi på Jorden midt iblandt Folkene går det, som når Olietræets Frugt slås ned, som ved Efterslæt, når Vinen er høstet:

¹⁴ Disse opløfter Røsten, jubler over HERRENs Storhed, råber fra Vesten:

¹⁵ "Derfor skal I ære HERREN i Østen, på Havets Strande HERRENs, Israels Guds, Navn!"

¹⁶ Fra Jordens Grænse hører vi Lovsange: "Hil den retfærdige!" Men jeg siger: Jeg usle, jeg usle, ve mig, Ransmænd raner, Ransmænd raner Ran,

¹⁷ Gru og Grav og Garn over dig, som bor på Jorden!

¹⁸ Den, der flygter for Gru, skal falde i Grav, og den, der når op af Grav, skal fanges i Garn. Thi Sluserne oventil åbnes, og Jordens Grundvolde vakler.

¹⁹ Jorden smuldrer og smuldrer, Jorden gynger og gynger, Jorden skælver og skælver;

²⁰ Jorden raver og raver som drukken og svajer som Vogterens Hytte; tungt ligger dens Brøde på den, den segner og rejser sig ikke.

²¹ På hin Dag hjemsøger HERREN Himlens Hær i Himlen og Jordens Konger på Jorden.

²² De slæbes i Fængsel som Fanger, holdes under Lås og Lukke og straffes lang Tid efter.

²³ Månen blues og Solen skæmmes, thi Hærskarers HERRE viser, han er Konge på Zions Bjerg, i Jerusalem; for hans Ældstes Øjne er Herlighed.

¹ HERRE, min Gud er du; jeg priser dig, lover dit Navn. Thi du har gjort et Under, Råd fra fordum var tro og sande.

² Thi du lagde Byen i Grus, den faste Stad i Ruiner; de fremmedes Borg er nedbrudt, aldrig mer skal den bygges.

³ Derfor ærer dig et mægtigt Folk, frygter dig grumme Hedningers Stad.

⁴ Thi du blev de ringes Værn, den fattiges Værn i Nøden, et Ly mod Skylregn, en Skygge mod Hede; thi som isnende Regn er Voldsmænds Ånde,

⁵ som Hede i det tørre Land. Du kuer de fremmedes Larm; som Hede ved Skyens Skygge så dæmpes Voldsmænds Sang.

⁶ Hærskarers HERRE gør på dette Bjerg et Gæstebud for alle Folkeslag med fede Retter og stærk Vin, med fede, marvfulde Retter og stærk og klaret Vin.

⁷ Og han borttager på dette Bjerg Sløret, som tilslører alle Folkeslag, og Dækket, der dækker alle Folk.

⁸ Han opsluger Døden for stedse. Og den Herre HERREN aftørrer Tåren af hver en Kind og gør Ende på sit Folks Skam på hele Jorden, så sandt HERREN har talet.

⁹ På hin Dag skal man sige: Se, her er vor Gud, som vi biede på, og som frelste os; her er HERREN, som vi biede på. Lad os juble og glæde os over hans Frelse;

¹⁰ thi HERRENs Hånd hviler over dette Bjerg. Men Moab trampes ned, hvor det står, som Strå i Møddingpølen;

¹¹ det breder sine Hænder ud deri som Svømmeren gør for at svømme, og han ydmyger dets Hovmod trods Hændernes Kunstgreb.

¹² Han nedbryder og nedstyrter de stejle Mures Værn; han jævner dem med Jorden, så de ligger i Støvet.

¹ På hin Dag skal denne Sang synges i Judas Land: "En stærk Stad har vi, til Frelse satte han Mur og Bolværk.

² Luk Portene op for et retfærdigt Folk, som gemmer på Troskab,

³ hvis Sind er fast, som vogter på Fred, thi det stoler på dig.

⁴ Stol for evigt på HERREN, thi HERREN er en evig Klippe.

⁵ Thi han ydmyger dem, der bor i det høje, den knejsende By, styrter den til Jorden, lægger den i Støvet.

⁶ De armes Fod, de ringes Trin skal træde den ned.

⁷ Den retfærdiges Sti er jævn, du jævner den retfærdiges Vej.

⁸ Ja, vi venter dig, HERRE, på dine Dommes Sti; til dit Navn og dit Ry står vor Sjæls Attrå.

⁹ Min Sjæl attrår dig om Natten, min Ånd i mit indre søger dig. Thi når dine Domme rammer Jorden, lærer de; som bor på Jorderig, Retfærd.

¹⁰ Vises der Nåde mod den gudløse, lærer han aldrig Retfærd; i Rettens Land gør han Uret og ser ikke HERRENs Højhed.

¹¹ HERRE, din Hånd er løftet, men de ser det ikke; lad dem med Skam se din Nidkærhed for Folket, lad dine Fjenders Ild fortære dem!

¹² HERRE, du skaffe os Fred, thi alt, hvad vi har udrettet, gjorde du for os.

¹³ HERRE vor Gud, andre Herrer end du har hersket over os; men dit Navn alene priser vi.

¹⁴ Døde bliver ikke levende, Dødninger står ikke op; derfor hjemsøgte og tilintetgjorde du dem og udslettede hvert et Minde om dem.

¹⁵ Du har mangfoldiggjort Folket, HERRE, du har mangfoldiggjort Folket, du herliggjorde dig, du udvidede alle Landets Grænser.

¹⁶ HERRE, i Nøden søgte de dig; de udgød stille Bønner, medens din Tugtelse var over dem.

¹⁷ Som den frugtsommelige; der er ved at føde, vrider og vånder sig i Veer, således fik vi det, HERRE, fra dig.

¹⁸ Vi er svangre og vrider os, som om vi fødte Vind; Landet frelser vi ikke og Jordboere fødes ikke til Verden.

¹⁹ Dine døde skal blive levende, mine dødes Legemer opstå; de, som hviler i Støvet, skal vågne og juble. Thi en Lysets bug er din Dug, og Jorden giver Dødninger igen.

²⁰ Mit Folk, gå ind i dit Kammer og luk dine Døre bag dig; hold dig skjult en liden Stund, til Vreden er draget over.

²¹ Thi HERREN går ud fra sin Bolig for at straffe Jordboernes Brøde; sit Blod bringer Jorden for Lyset og dølger ej mer sine dræbte.

¹ På hin Dag hjemsøger HERREN med sit hårde, vældige, stærke Sværd Livjatan, Den flugtsnare Slange, og ihjelslår Dragen i Havet.

² På hin Dag skal man sige, : Syng om en liflig Vingård!

³ Jeg, HERREN, jeg er dens Vogter, jeg vander den atter og atter. For at ingen skal hjemsøge den, vogter jeg den Nat og Dag.

⁴ Vrede nærer jeg ikke. Fandt jeg kun Torn og Tidsel, gik jeg løs derpå i Kamp og satte det alt i Brand

⁵ med mindre man tyr til mit Værn, slutter Fred med mig, slutter Fred med mig.

⁶ På hin Dag skal Jakob slå Rod, Israel skyde og blomstre og fylde Verden med Frugt.

⁷ Har han vel slået det, som de, der slog det, blev slagne, eller blev det myrdet, som deres Mordere myrdedes?

⁸ Ved at støde det bort og sende det bort trættede han med det; han jog det bort med sin voldsomme Ånde på Østenstormens Dag.

⁹ Derfor sones Jakobs Brøde således, og dette er al Frugten af, at hans Synd tages bort: at han gør alle Altersten til sønderhuggede Kalksten, at Asjerastøtterne og Solstøtterne ikke mere rejser sig.

¹⁰ Thi den faste Stad ligger ensom, et folketomt Sted, forladt som en Ørken. Der græsser Ungkvæget, der lejrer det sig og afgnaver Kvistene.

¹¹ Når Grenene er tørre, kommer Kvinderne og bryder dem af for at tænde Bål. Thi det er et Folk uden Indsigt; derfor kan dets Skaber ikke forbarme sig, dets Ophav ikke være det nådig.

¹² På hin Dag slår HERREN Frugten ned fra Flodens Strøm til Ægyptens Bæk, og I skal opsankes een for een, Israels Børn.

¹³ På hin Dag skal der stødes i det store Horn, og de tabte i Assyrien og de bortdrevne i Ægypten skal komme og tilbede HERREN på det hellige Bjerg i Jerusalem.

¹ Ve Efraims berusedes stolte og dets herlige Smykkes visnende Blomster på Tindingen af de druknes fede Dal!

² Se, Herren har en vældig Kæmpe til Rede; som Skybrud af Hagl, som hærgende Storm, som Skybrud af mægtige skyllende Vande slår han til Jorden med Vælde.

³ Med Fødderne trampes de ned, Efraims berusedes stolte Krans

⁴ og dets herlige Smykkes visnende Blomster på Tindingen af den fede bal; det går den som en tidligmoden Figen før Frugthøst: Hvo der får Øje på den, plukker den, og knap er den i Hånden, før han har slugt den.

⁵ På hin bag bliver Hærskarers HERRE en smuk Krans og en herlig Krone for sit Folks Rest

⁶ og en Rettens Ånd for dem, som sidder til Doms, og Styrke for dem, der driver Krigen tilbage til Portene.

⁷ Også disse raver af Vin, er svimle af Drik, Præst og Profet, de raver af Drik, fra Samling af Vin og svimle af Drik; de raver under Syner, vakler, når de dømmer.

⁸ Thi alle Borde er fulde af Spy, Uhumskhed flyder på hver en Plet.

⁹ "Hvem vil han belære, hvem tyder han Syner mon afvante Børn, nys tagne fra Brystet?

¹⁰ Kun hakke og rakke, rakke og hakke, lidt i Vejen her og lidt i Vejen der!"

¹¹ Ja, med lallende Læber, med fremmed Mål vil han tale til dette Folk,

¹² han, som dog sagde til dem: "Her er der Hvile, lad den trætte hvile, her er der Ro!" men de vilde ej høre.

¹³ Så bliver for dem da HERRENs Ord: "Hakke og rakke, rakke og bakke, lidt i Vejen her og lidt i Vejen der!" så de går hen og styrter bagover, sønderslås, fanges og hildes.

¹⁴ Hør derfor HERRENs Ord, I spotske Mænd, I Nidvisens Mestre blandt dette Jerusalems Folk!

¹⁵ Fordi I siger: "Vi slutted en Pagt med Døden, Dødsriget gjorde vi Aftale med; når den susende Svøbe går frem, da når den ej os, thi Løgn har vi gjort til vort Ly, vi har gemt os i Svig;"

¹⁶ derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg lægger i Zion en prøvet Sten, en urokkelig, kostelig Hjørnesten; tror man, baster man ikke.

¹⁷ Og jeg gør Ret til Målesnor, Retfærd til Blylod; Hagl skal slå Løgnelyet ned, Vand skylle Gemmestedet bort.

¹⁸ Eders Pagt med Døden skal brydes, Aftalen med Dødsriget glippe. Når den susende Svøbe går frem, skal den slå jer til Jorden,

¹⁹ jer skal den ramme, hver Gang den går frem; thi Morgen efter Morgen går den frem, ved Dag og ved Nat, idel Angst skal det blive at få Syner tydet.

²⁰ Vil man strække sig, er Lejet for kort; vil man dække sig, er Tæppet for smalt.

²¹ Thi som på Perazims Bjerg vil HERREN stå op, som i Gibeons Dal vil han vise sin Vrede for at gøre sin Gerning en underlig Gerning, og øve sit Værk et sælsomt Værk.

²² Derfor hold inde med Spot, at ej eders Bånd skal snære; thi om hele Landets visse Undergang hørte jeg fra Herren, Hærskarers HERRE.