¹⁰ skab mig, o Gud, et rent Hjerte, giv en ny, en stadig Ånd i mit Indre;

¹¹ kast mig ikke bort fra dit Åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig;

¹² glæd mig igen med din Frelse, giv mig til Støtte en villig Ånd!

¹³ Da vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skal vende om til dig.

¹⁴ Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud, så skal min Tunge lovsynge din Retfærd;

¹⁵ Herre, åben mine Læber, så skal min Mund forkynde din Pris.

¹⁶ Thi i Slagtoffer har du ikke Behag, og gav jeg et Brændoffer, vandt det dig ikke.

¹⁷ Offer for Gud er en sønderbrudt Ånd; et sønderbrudt, sønderknust Hjerte agter du ikke ringe, o Gud.

¹⁸ Gør vel i din Nåde mod Zion, opbyg Jerusalems Mure!

¹⁹ Da skal du have Behag i rette Ofre, Brænd- og Heloffer, da bringes Tyre op på dit Alter.

¹ (Til sangmesteren. En maskil af David, da edomitten Doeg kom og meldte Saul, at David var gået ind i Ahimeleks hus.) Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme?

² Du pønser hele Dagen på ondt; din Tunge er hvas som en Kniv, du Rænkesmed,

³ du foretrækker ondt for godt, Løgn for sanddru Tale. - Sela.

⁴ Du elsker al ødelæggende Tale, du falske Tunge!

⁵ Derfor styrte Gud dig for evigt, han gribe dig, rive dig ud af dit Telt, han rykke dig op af de levendes Land! - Sela.

⁶ De retfærdige ser det, frygter og håner ham leende:

⁷ "Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på sin megen Rigdom, trodsede på sin Velstand!"

⁸ Men jeg er som et frodigt Olietræ i Guds Hus, Guds Miskundhed stoler jeg evigt og altid på.

⁹ Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg vidner iblandt dine fromme, at godt er dit Navn.

¹ (Til sangmestern. Al-mahalat. En maskil af David.) Dårerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt.

² Gud skuer ned fra Himlen på Menneskenes Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud.

³ Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een.

⁴ Er de Udådsmænd da uden Forstand de, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder Gud?

⁵ Af Rædsel gribes de da, hvor ingen Rædsel var; thi Gud adsplitter din Belejres Ben; de bliver til Skamme, thi Gud forkaster dem.

⁶ Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Gud vender sit Folks Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes.

¹ (Til sangmesteren. Med strengespil. En maskil af David, da zifitterne kom og sagde til Saul: "David har skjult sig hos os".) Frels mig o Gud, ved dit navn og skaf mig min ret ved din Vælde,

² hør, o Gud, min Bøn, lyt til min Munds Ord!

³ Thi frække står op imod mig, Voldsmænd vil tage mit Liv; Gud har de ikke for Øje. - Sela.

⁴ Se, min Hjælper er Gud, Herren støtter min Sjæl!

⁵ Det onde vende sig mod mine Fjender, udryd dem i din Trofasthed!

⁶ Da vil jeg frivilligt ofre til dig, prise dit Navn, o HERRE, thi det er godt;

⁷ thi det frier mig ud af al Nød; mit Øje skuer med Fryd mine Fjender!