¹² Thi ligesom Legemet er eet og har mange Lemmer, men alle Legemets Lemmer, skønt de ere mange, dog ere eet Legeme, således også Kristus.

¹³ Thi med een Ånd bleve vi jo alle døbte til at være eet Legeme, hvad enten vi ere Jøder eller Grækere, Trælle eller frie; og alle fik vi een Ånd at drikke

¹⁴ Legemet er jo heller ikke eet Lem, men mange.

¹⁵ Dersom Foden vilde sige: "Fordi jeg ikke er Hånd, hører jeg ikke til Legemet, " så ophører den dog ikke derfor at høre til Legemet.

¹⁶ Og dersom Øret vilde sige: "Fordi jeg ikke er Øje, hører jeg ikke til Legemet, " så ophører det dog ikke derfor at høre til Legemet.

¹⁷ Dersom hele Legemet var Øje, hvor blev da Hørelsen? Dersom det helt var Hørelse, hvor blev da Lugten?

¹⁸ Men nu har Gud sat Lemmerne, ethvert af dem, på Legemet, efter som han vilde.

¹⁹ Men dersom de alle vare eet Lem, hvor blev da Legemet?

²⁰ Nu er der derimod mange Lemmer og dog kun eet Legeme.

²¹ Øjet kan ikke sige til Hånden: "Jeg har dig ikke nødig, " eller atter Hovedet til Fødderne: "Jeg har eder ikke nødig."

²² Nej, langt snarere ere de Lemmer på Legemet nødvendige, som synes at være de svageste,

²³ og de, som synes os mindre ærefolde på Legemet, dem klæde vi med des mere Ære; og de Lemmer, vi blues ved, omgives med desto større Blufærdighed;

²⁴ de derimod, som vi ikke blues ved, have det ikke nødig. Men Gud har sammenføjet Legemet således, at han tillagde det ringere mere Ære;

²⁵ for at der ikke skal være Splid i Legemet, men, for at Lemmerne skulle have samme Omsorg for hverandre;

²⁶ og hvad enten eet Lem lider, lide alle Lemmerne med, eller eet Lem bliver hædret, glæde alle Lemmerne sig med.

²⁷ Men I ere Kristi Legeme, og Lemmer enhver især.

²⁸ Og nogle satte Gud i Menigheden for det første til Apostle, for det andet til Profeter, for det tredje til Lærere, dernæst kraftige Gerninger, dernæst Gaver til at helbrede. til at hjælpe, til at styre, og forskellige Slags Tungetale.

²⁹ Mon alle ere Apostle? mon alle ere Profeter? mon alle ere Lærere? mon alle gøre kraftige Gerninger?

³⁰ mon alle have Gaver til at helbrede? mon alle tale i Tunger? mon alle udlægge?

³¹ Men tragter efter de største Nådegaver! Og yder mere viser jeg eder en ypperlig Vej.

¹ Taler jeg med Menneskers og Engles Tunger, men ikke har Kærlighed, da er jeg bleven et lydende Malm eller en klingende Bjælde.

² Og har jeg profetisk Gave og kender alle Hemmelighederne og al Kundskaben, og har jeg al Troen, så at jeg kan flytte Bjerge, men ikke har Kærlighed, da er jeg intet.

³ Og uddeler jeg alt, hvad jeg ejer, til de fattige og giver mit Legeme hen til at brændes, men ikke har Kærlighed, da gavner det mig intet.

⁴ Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke Nid; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke,

⁵ gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke, tilregner ikke det onde;

⁶ glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved Sandheden;

⁷ den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

⁸ Kærligheden bortfalder aldrig; men enten det er profetiske Gaver, de skulle forgå, eller Tungetale, den skal ophøre, eller Kundskab, den skal forgå;

⁹ thi vi kende stykkevis og profetere stykkevis;

¹⁰ men når det fuldkomne kommer, da skal det stykkevise forgå.

¹¹ Da jeg var Barn, talte jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; efter at jeg er bleven Mand, har jeg aflagt det barnagtige.

¹² Nu se vi jo i et Spejl, i en Gåde, men da skulle vi se Ansigt til Ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg erkende, ligesom jeg jo blev erkendt.

¹³ Så blive da Tro, Håb, Kærlighed disse tre; men størst iblandt disse er Kærligheden.

¹ Higer efter Kærligheden, og tragter efter de åndelige Gaver men mest efter at profetere.

² Thi den; som taler i Tunger, taler ikke for Mennesker, men for Gud; thi ingen forstår det, men han taler Hemmeligheder i Ånden.

³ Men den, som profeterer, taler Mennesker til Opbyggelse og Formaning og Trøst.

⁴ Den, som taler i Tunger, opbygger sig selv; men den, som profeterer, opbygger en Menighed.

⁵ Men jeg ønsker, at I alle måtte tale i Tunger, men endnu hellere, at I måtte profetere; den, som profeterer, er større end den, som taler i Tunger, med mindre han udlægger det, for at Menigheden kan få Opbyggelse deraf.

⁶ Men nu, Brødre! dersom jeg kommer til eder og taler i Tunger, hvad vil jeg da gavne eder, hvis jeg ikke taler til eder enten ved Åbenbaring eller ved Kundskab, enten ved Profeti eller ved Lære?

⁷ Selv de livløse Ting, som give Lyd, være sig en Fløjte eller en Harpe, når de ikke gøre Skel imellem Tonerne, hvorledes skal man så kunne forstå, hvad der spilles på Fløjten eller Harpen?

⁸ Ja, også når en Basun giver en utydelig Lyd, hvem vil da berede sig til Krig?

⁹ Således også med eder: dersom I ikke ved Tungen fremføre tydelig Tale, hvorledes skal man da kunne forstå det, som tales? I ville jo tale hen i Vejret.

¹⁰ Der er i Verden, lad os sige, så og så mange Slags Sprog, og der er intet af dem, som ikke har sin Betydning.

¹¹ Dersom jeg nu ikke kender Sprogets Betydning, bliver jeg en Barbar for den, som taler, og den, som taler, bliver en Barbar for mig.

¹² Således også med eder: når I tragte efter åndelige Gaver, da lad det være til Menighedens Opbyggelse, at I søge at blive rige derpå

¹³ " Derfor, den, som taler i Tunger, han bede om, at han må kunne udlægge det.

¹⁴ Thi dersom: jeg taler i Tunger og beder, da beder. vel min Ånd, men min Forstand er uden Frugt.

¹⁵ Hvad da? Jeg vil bede med Ånden, men jeg vil også bede med Forstanden; jeg vil lovsynge med Ånden, men jeg vil også lovsynge med Forstanden.

¹⁶ Ellers, når du priser Gud i Ånden, hvorledes vil da den, som indtager den uindviedes Plads, kunne sige sit Amen til din Taksigelse, efterdi han ikke ved, hvad du siger?

¹⁷ Thi vel er din Taksigelse smuk, men den anden opbygges ikke.

¹⁸ Jeg takker Gud for, at jeg mere end I alle taler i Tunger.

¹⁹ Men i en Menighed vil jeg hellere tale fem Ord med min Forstand, for at jeg også kan undervise andre, end ti Tusinde Ord i Tunger.

²⁰ Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Ondskab, i Forstand derimod vorder fuldvoksne!

²¹ Der er skrevet i Loven: "Ved Folk med fremmede Tungemål og ved fremmedes Læber vil jeg tale til dette Folk, og de skulle end ikke således høre mig, siger Herren."

²² Således er Tungetalen til et Tegn, ikke for dem, som tro, men for de vantro; men den profetiske Gave er det ikke for de vantro, men for dem, som tro.

²³ Når altså den hele Menighed kommer sammen, og alle tale i Tunger, men der kommer uindviede eller vantro ind, ville de da ikke sige, at I rase?

²⁴ Men dersom alle profetere, og der kommer nogen vantro eller uindviet ind, da overbevises han af alle, han bedømmes af alle,

²⁵ hans Hjertes skjulte Tanker åbenbares, og så vil han falde på sit Ansigt og tilbede Gud og forkynde, at Gud er virkelig i eder.

²⁶ Hvad da Brødre? Når I komme sammen, da har enhver en Lovsang, en Lære, en Åbenbaring, en Tungetale, en Udlægning; alt ske til Opbyggelse!

²⁷ Dersom nogen taler i Tunger, da være det to, eller i det højeste tre hver Gang, og den ene efter den anden, og een udlægge det!

²⁸ Men dersom der ingen Udlægger er til Stede, da tie hin i Menigheden, men han tale for sig selv og for Gud!

²⁹ Men af Profeter tale to eller tre, og de andre bedømme det;

³⁰ men dersom en anden, som sidder der, får en Åbenbarelse, da tie den første!

³¹ Thi I kunne alle profetere, den ene efter den anden, for at alle kunne lære, og alle blive formanede,

³² og Profeters Ånder ere Profeter undergivne.

³³ Thi Gud er ikke Forvirringens, men Fredens Gud. Ligesom i alle de helliges Menigheder

³⁴ skulle eders Kvinder tie i Forsamlingerne; thi det tilstedes dem ikke at tale, men lad dem underordne sig, ligesom også Loven siger.

³⁵ Men ville de lære noget, da adspørge de deres egne Mænd hjemme; thi det er usømmeligt for en Kvinde at tale i en Menighedsforsamling.

³⁶ Eller er det fra eder, at Guds Ord er udgået? eller er det til eder alene, at det er kommet?

³⁷ Dersom nogen tykkes, at han er en Profet eller åndelig, han erkende, at hvad jeg skriver til eder, er Herrens Bud.

³⁸ Men er nogen uvidende derom, så får han være uvidende!

³⁹ Altså, mine Brødre! tragter efter at profetere og forhindrer ikke Talen i Tunger!

⁴⁰ Men alt ske sømmeligt og med Orden!

¹ Men jeg kundgør eder, Brødre, det Evangelium, som jeg Forkyndte eder, hvilket I også modtoge, i hvilket I også stå,

² ved hvilket I også frelses, hvis I fastholde, med hvilket Ord jeg forkyndte eder det - ellers troede I forgæves.

³ Jeg overleverede eder nemlig som noget af det første, hvad jeg også har modtaget: at Kristus døde for vore Synder, efter Skrifterne;

⁴ og at han blev begravet; og at han er bleven oprejst den tredje Dag, efter Skrifterne;

⁵ og at han blev set af Kefas, derefter af de tolv;

⁶ derefter blev han set af over fem Hundrede Brødre på een Gang, af hvilke de fleste endnu ere i Live, men nogle ere hensovede;.

⁷ derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle Apostlene;

⁸ men sidst af alle blev han set også af mig som det ufuldbårne Foster;

⁹ thi jeg er den ringeste af Apostlene, jeg, som ikke er værd at kaldes Apostel, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed.

¹⁰ Men af Guds Nåde er jeg det, jeg er, og hans Nåde imod mig har ikke været forgæves; men jeg har arbejdet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Nåde, som er med mig.

¹¹ Hvad enten det da er mig eller de andre, således prædike vi, og således troede I.

¹² Men når der prædikes, at Kristus er oprejst fra de døde, hvorledes sige da nogle iblandt eder, at der ikke er dødes Opstandelse?

¹³ Dersom der ikke er dødes Opstandelse, da er ikke heller Kristus oprejst.

¹⁴ Men er Kristus ikke oprejst, da er vor Prædiken jo tom, og eders Tro også tom.

¹⁵ Men vi blive da også fundne som falske Vidner om Gud, fordi vi have vidnet imod Gud, at han oprejste Kristus, hvem han ikke har oprejst, såfremt døde virkelig ikke oprejses.

¹⁶ Thi dersom døde ikke oprejses, da er Kristus ikke heller oprejst.

¹⁷ Men dersom Kristus ikke er oprejst, da er eders Tro forgæves; så ere I endnu i eders Synder;

¹⁸ da gik altså også de, som ere hensovede i Kristus, fortabt.

¹⁹ Have vi alene i dette Liv sat vort Håb til Kristus, da ere vi de ynkværdigste af alle Mennesker.

²⁰ Men nu er Kristus oprejst fra de døde, som Førstegrøde af de hensovede.

²¹ Thi efterdi Død kom ved et Menneske, er også dødes Opstandelse kommen ved et Menneske.

²² Thi ligesom alle dø i Adam, således skulle også alle levendegøres i Kristus.

²³ Dog hver i sit Hold: som Førstegrøde Kristus, dernæst de, som tilhøre Kristus, ved hans Tilkommelse.

²⁴ Derpå kommer Enden, når han overgiver Gud og Faderen Riget, når han har tilintetgjort hver Magt og hver Myndighed og Kraft.

²⁵ Thi han bør være Konge, indtil han får lagt alle Fjenderne under sine Fødder.

²⁶ Den sidste Fjende, som tilintetgøres, er Døden.

²⁷ Han har jo "lagt alle Ting under hans Fødder." Men når han" siger: "Alt er underlagt" - åbenbart med Undtagelse af den, som underlagde ham alt -

²⁸ når da alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, som har underlagt ham alle Ting, for at Gud kan være alt i alle.

²⁹ Hvad ville ellers de udrette, som lade sig døbe for de døde? Dersom døde overhovedet ikke oprejses, hvorfor lade de sig da døbe for dem?

³⁰ Hvorfor udsætte da også vi os hver Time for Fare?

³¹ Jeg dør daglig, så sandt jeg har eder, Brødre, at rose mig af i Kristus Jesus, vor Herre.

³² Hvis jeg som et almindeligt Menneske har kæmpet med vilde Dyr i Efesus, hvad Gavn har jeg så deraf? Dersom døde ikke oprejses, da "lader os spise og drikke, thi i Morgen dø vi."

³³ Farer ikke vild; slet Omgang fordærver gode Sæder!

³⁴ Vorder ædrue, som det bør sig, og synder ikke; thi nogle kende ikke Gud; til Skam for eder siger jeg det.

³⁵ Men man vil sige: "Hvorledes oprejses de døde? hvad Slags Legeme komme de med?"

³⁶ Du Dåre! det, som du sår, bliver ikke levendegjort, dersom det ikke dør.

³⁷ Og hvad du end sår, da sår du ikke det Legeme, der skal vorde, men et nøgent Korn, være sig af Hvede eller af anden Art.

³⁸ Men Gud giver det et Legeme, således som han har villet, og hver Sædart sit eget Legeme.

³⁹ Ikke alt Kød er det samme Kød, men eet er Menneskers, et andet Kvægs Kød, et andet Fugles Kød, et andet Fisks.

⁴⁰ Og der er himmelske Legemer og jordiske Legemer; men een er de himmelskes Herlighed, en anden de jordiskes.

⁴¹ Een er Solens Glans og en anden Månens Glans og en anden Stjernernes Glans; thi den ene Stjerne er forskellig fra den anden i Glans.

⁴² Således er det også med de dødes Opstandelse: det såes i Forkrænkelighed, det oprejses i Uforkrænkelighed;

⁴³ det såes i Vanære, det oprejses i Herlighed; det såes i Skrøbelighed, det oprejses i Kraft;

⁴⁴ der såes et sjæleligt Legeme, der oprejses et åndeligt Legeme. Når der gives et sjæleligt Legeme, gives der også et åndeligt.

⁴⁵ Således er der også skrevet: "Det første Menneske, Adam, blev til en levende Sjæl;"den sidste Adam blev til en levendegørende Ånd.

⁴⁶ Men det åndelige er ikke det første, men det sjælelige; derefter det åndelige.

⁴⁷ Det første Menneske var af Jord, jordisk; det andet Menneske er fra Himmelen.

⁴⁸ Sådan som den jordiske var, sådanne ere også de jordiske; og sådan som den himmelske er, sådanne ere også de himmelske.

⁴⁹ Og ligesom vi have båret den jordiskes Billede, således skulle vi også bære den himmelskes Billede!

⁵⁰ Men dette siger jeg, Brødre! at Kød og Blod kan ikke arve Guds Rige, ej heller arver Forkrænkeligheden Uforkrænkeligheden.

⁵¹ Se, jeg siger eder en Hemmelighed: Alle skulle vi ikke hensove, men vi skulle alle forvandles

⁵² i et Nu, i et Øjeblik, ved den sidste Basun; thi Basunen skal lyde, og de døde skulle oprejses uforkrænkelige, og vi skulle forvandles.

⁵³ Thi dette forkrænkelige må iføre sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig Udødelighed.

⁵⁴ Men når dette forkrænkelige har iført sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige har iført sig Udødelighed, da skal det Ord opfyldes, som er skrevet: "Døden er opslugt til Sejr."

⁵⁵ "Død, hvor er din Sejr? Død, hvor er din Brod?"

⁵⁶ Men Dødens Brod er Synden, og Syndens Kraft er Loven.

⁵⁷ Men Gud ske Tak, som giver os Sejren ved vor Herre Jesus Kristus!

⁵⁸ Derfor, mine elskede Brødre! bliver faste, urokkelige, altid rige i Herrens Gerning, vidende, at eders Arbejde er ikke forgæves i Herren.

¹ Men hvad Indsamlingen til de hellige angår, da gører også I, ligesom jeg forordnede for Menighederne i Galatien!

² Hver første Dag i Ugen lægge enhver af eder hjemme hos sig selv noget til Side og samle, hvad han måtte have Lykke til, for at der ikke først skal ske Indsamlinger, når jeg kommer.

³ Men når jeg kommer, vil jeg sende, hvem I måtte finde skikkede dertil, med Breve for at bringe eders Gave til Jerusalem.

⁴ Men dersom det er værd, at også jeg rejser med, da kunne de rejse med mig.

⁵ Men jeg vil komme til eder, når jeg er dragen igennem Makedonien; thi jeg drager igennem Makedonien;

⁶ men hos eder vil jeg måske blive eller endog overvintre, for at I kunne befordre mig videre, hvor jeg så rejser hen.

⁷ Thi nu vil jeg ikke se eder på Gennemrejse; jeg håber nemlig at forblive nogen Tid hos eder, om Herren vil tilstede det.

⁸ Men i Efesus vil jeg forblive indtil Pinsen;

⁹ thi en Dør står mig åben, stor og virksom, og der er mange Modstandere.

¹⁰ Men om Timotheus kommer, da ser til, at han kan færdes hos eder uden Frygt; thi han gør Herrens Gerning, såvel som jeg.

¹¹ Derfor må ingen ringeagte ham; befordrer ham videre i Fred, for at han kan komme til mig; thi jeg venter ham med Brødrene.

¹² Men hvad Broderen Apollos angår, da har jeg meget opfordret ham til at komme til eder med Brødrene; men det var i hvert Fald ikke hans Villie at komme nu, men han vil komme, når han får belejlig Tid.

¹³ Våger, står faste i Troen, værer mandige, værer stærke!

¹⁴ Alt ske hos eder i Kærlighed!

¹⁵ Men jeg formaner eder, Brødre - I kende Stefanas's Hus, at det er Akajas Førstegrøde, og de have hengivet sig selv til at tjene de hellige -

¹⁶ til at også I skulle underordne eder under sådanne og enhver, som arbejder med og har Besvær.

¹⁷ Men jeg glæder mig ved Stefanas's og Fortunatus's og Akaikus's Nærværelse, fordi disse have udfyldt Savnet af eder;

¹⁸ thi de have vederkvæget min Ånd og eders. Skønner derfor på sådanne!

¹⁹ Menighederne i Asien hilse eder. Akvila og Priska hilse eder meget i Herren tillige med Menigheden i deres Hus.

²⁰ Alle Brødrene hilse eder. Hilser hverandre med et helligt Kys!

²¹ Hilsenen med min, Paulus's egen Hånd.

²² Dersom nogen ikke elsker Herren, han være en Forbandelse! Maran Atha.

²³ Den Herres Jesu Nåde være med eder!

²⁴ Min Kærlighed med eder alle i Kristus Jesus!