²² Da blev en besat, som var blind og stum, ført til ham; og han helbredte ham, så at den stumme talte og så.

²³ Og alle Skarerne forfærdedes og sagde: "Mon denne skulde være Davids Søn?"

²⁴ Men da Farisæerne hørte det, sagde de: "Denne uddriver ikke de onde Ånder uden ved Beelzebul, de onde Ånders Fyrste."

²⁵ Men såsom han kendte deres Tanker, sagde han til dem: "Hvert Rige, som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde; og hver By eller Hus, som er kommet i Splid med sig selv, kan ikke bestå.

²⁶ Og hvis Satan uddriver Satan, så er han kommen i Splid med sig selv; hvorledes skal da hans Rige bestå?

²⁷ Og dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul, ved hvem uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders Dommere.

²⁸ Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Guds Ånd, da er jo Guds Rige kommet til eder.

²⁹ Eller hvorledes kan nogen gå ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele, uden han først binder den stærke? Da kan han plyndre hans Hus.

³⁰ Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, adspreder.

³¹ Derfor siger jeg eder: Al Synd og Bespottelse skal forlades Menneskene, men Bespottelsen imod Ånden skal ikke forlades.

³² Og den, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det forlades; men den som taler imod den Helligånd, ham skal det ikke forlades, hverken i denne Verden eller i den kommende.

³³ Lader enten Træet være godt og dets Frugt god; eller lader Træet være råddent, og dets Frugt rådden; thi Træet kendes på Frugten.

³⁴ I Øgleunger! hvorledes kunne I tale godt, når I ere onde? Thi af Hjertets Overflødighed taler Munden.

³⁵ Et godt Menneske fremtager gode Ting af sit gode Forråd; og et ondt Menneske fremtager onde Ting af sit onde Forråd.

³⁶ Men jeg siger eder, at Menneskene skulle gøre Regnskab på Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de tale.

³⁷ Thi af dine Ord skal du retfærdiggøres, og af dine Ord skal du førdømmes."

³⁸ Da svarede nogle af de skriftkloge og Farisæerne ham og sagde: "Mester! vi ønske at se et Tegn at dig."

³⁹ Men han svarede og sagde til dem: "En ond og utro Slægt forlanger Tegn, men der skal intet Tegn gives den uden Profeten Jonas's Tegn.

⁴⁰ Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Havdyrets Bug, således skal Menneskesønnen være tre Dage og tre Nætter i Jordens Skød.

⁴¹ Mænd fra Ninive skulle opstå ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og se, her er mere end Jonas.

⁴² Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon.

⁴³ Men når den urene Ånd er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem vandløse Steder, søger Hvile og finder den ikke.

⁴⁴ Da siger den: Jeg vil vende om til mit Hus, som jeg gik ud af; og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og prydet.

⁴⁵ Så går den hen og tager syv andre Ånder med sig, som ere værre end den selv, og når de ere komne derind, bo de der; og det sidste bliver værre med dette Menneske end det første. Således skal det også gå denne onde Slægt."

⁴⁶ Medens han endnu talte til Skarerne, se, da stode hans Moder og hans Brødre udenfor og begærede at tale med ham.

⁴⁷ Da sagde en til ham: "Se, din Moder og dine Brødre stå udenfor og begære at tale med dig."

⁴⁸ Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: "Hvem er min Moder? og hvem ere mine Brødre?"

⁴⁹ Og han rakte sin Hånd ud over sine Disciple og sagde: "Se, her er min Moder og mine Brødre!

⁵⁰ Thi enhver, der gør min Faders Villie, som er i Himlene, han er min Broder og Søster og Moder."

¹ På hin dag gik Jesus ud af Huset og satte sig ved Søen.

² Og store Skarer samlede sig om ham, så han gik om Bord i et Skib og satte sig; og hele Skaren stod på Strandbredden.

³ Og han talte meget til dem i Lignelser og sagde: "Se, en Sædemand gik ud at så.

⁴ Og idet han såede, faldt noget ved Vejen; og Fuglene kom og åde det op.

⁵ Og noget faldt på Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord.

⁶ Men da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde Rod, visnede det.

⁷ Og noget faldt iblandt Torne; og Tornene voksede op og kvalte det.

⁸ Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, noget hundrede, noget tresindstyve, noget tredive Fold.

⁹ Den, som har Øren, han høre!"

¹⁰ Og Disciplene gik hen og sagde til ham: "Hvorfor taler du til dem i Lignelser?"

¹¹ Men han svarede og sagde til dem: "Fordi det er eder givet at kende Himmeriges Riges Hemmeligheder; men dem er det ikke givet.

¹² Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal få Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.

¹³ Derfor taler jeg til dem i Lignelser, fordi de skønt seende dog ikke se, og hørende dog ikke høre og forstå ikke heller.

¹⁴ Og på dem opfyldes Esajas's Profeti, som siger: Med eders Øren skulle I høre og dog ikke forstå og se med eders Øjne og dog ikke se.

¹⁵ Thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se med Øjnene og høre med Ørene og forstå med Hjertet og omvende sig, på jeg kunde helbrede dem.

¹⁶ Men salige ere eders Øjne, fordi de se, og eders Øren, fordi de høre.

¹⁷ Thi sandelig, siger jeg eder, mange Profeter og retfærdige attråede at se, hvad I se, og så det ikke; og at høre, hvad I høre, og hørte det ikke.

¹⁸ Så hører nu I Lignelsen om Sædemanden!

¹⁹ Når nogen hører Rigets Ord og ikke forstår det, da kommer den Onde og river det bort, som er sået i hans Hjerte; denne er det, som blev sået ved Vejen.

²⁰ Men det, som blev sået på Stengrund, er den, som hører Ordet og straks modtager det med Glæde.

²¹ Men han har ikke Rod i sig og holder kun ud til en Tid; men når der kommer Trængsel eller Forfølgelse for Ordets Skyld, forarges han straks.

²² Men det, som blev sået iblandt Torne, er den, som hører Ordet, og Verdens Bekymring og Rigdommens Forførelse kvæler Ordet, og det bliver uden Frugt.

²³ Men det, som blev sået i god Jord, er den, som hører Ordet og forstår det, og som så bærer Frugt, en hundrede, en tresindstyve, en tredive Fold."

²⁴ En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: "Himmeriges Rige lignes ved et Menneske, som såede god Sæd i sin Mark.

²⁵ Men medens Folkene sov, kom hans Fjende og såede Ugræs iblandt Hveden og gik bort.

²⁶ Men da Sæden spirede frem og bar Frugt, da kom også Ugræsset til Syne.

²⁷ Og Husbondens Tjenere kom til ham og sagde: Herre, såede du ikke god Sæd i din Mark? Hvor har den da fået Ugræsset fra?

²⁸ Men han sagde til dem: Det har et fjendsk Menneske gjort. Da sige Tjenerne til ham: Vil du da, at vi skulle gå hen og sanke det sammen?

²⁹ Men han siger: Nej, for at I ikke, når I sanke Ugræsset sammen, skulle rykke Hveden op tillige med det.

³⁰ Lader dem begge vokse tilsammen indtil Høsten; og i Høstens Tid vil jeg sige til Høstfolkene: Sanker først Ugræsset sammen og binder det i Knipper for at brænde det, men samler Hveden i min Lade!"

³¹ En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: "Himmeriges Rige ligner et Sennepskorn, som en Mand tog og såede i sin Mark.

³² Dette er vel mindre end alt andet Frø; men når det er vokset op, er det støre end Urterne og bliver et Træ, så at Himmelens Fugle komme og bygge Rede i dets Grene."

³³ En anden Lignelse talte han til dem: "Himmeriges Rige ligner en Surdejg, som en Kvinde tog og lagde ned i tre Mål Mel, indtil det blev syret alt sammen."

³⁴ Alt dette talte Jesus til Skarerne i Lignelser, og uden Lignelse talte han intet til dem,

³⁵ for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten, der siger: "Jeg vil oplade min Mund i Lignelser; jeg vil udsige det, som har været skjult fra Verdens Grundlæggelse."

³⁶ Da forlod han Skarerne og gik ind i Huset; og hans Disciple kom til ham og sagde: "Forklar os Lignelsen om Ugræsset på Marken!"

³⁷ Men han svarede og sagde: "Den, som sår den gode Sæd, er Menneskesønnen,

³⁸ og Marken er Verden, og den gode Sæd er Rigets Børn, men Ugræsset er den Ondes Børn,

³⁹ og Fjenden, som såede det, er Djævelen; og Høsten er Verdens Ende; og Høstfolkene ere Engle.

⁴⁰ Ligesom nu Ugræsset sankes sammen og opbrændes med Ild, således skal det ske ved Verdens Ende.

⁴¹ Menneskesønnen skal udsende sine Engle, og de skulle sanke ud af hans Rige alle Forargelserne og dem, som gøre Uret;

⁴² og de skulle kaste dem i Ildovnen; der skal være Gråd og Tænders Gnidsel.

⁴³ Da skulle de retfærdige skinne som Solen i deres Faders Rige. Den. som har Øren, han høre!

⁴⁴ Himmeriges Rige ligner en Skat. som er skjult i en Mark, og en Mand fandt og skjulte den, og af Glæde over den går han hen og sælger alt, hvad han har, og køber den Mark.

⁴⁵ Atter ligner Himmeriges Rige en Købmand, som søgte efter skønne Perler;

⁴⁶ og da han fandt een meget kostbar Perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og købte den.

⁴⁷ Atter ligner Himmeriges Rige et Vod, som blev kastet i Havet og samlede Fisk af alle Slags.

⁴⁸ Og da det var blevet fuldt, drog man det op på Strandbredden og satte sig og sankede de gode sammen i Kar, men kastede de rådne ud.

⁴⁹ Således skal det gå til ved Verdens Ende. Englene skulle gå ud og skille de onde fra de retfærdige

⁵⁰ og kaste dem i Ildovnen; der skal være Gråd og Tænders Gnidsel.

⁵¹ Have I forstået alt dette?" De sige til ham: "Ja."

⁵² Men han sagde til dem: "Derfor er hver skriftklog, som er oplært for Himmeriges Rige, ligesom en Husbond, der tager nyt og gammelt frem af sit Forråd."

⁵³ Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Lignelser, drog han bort derfra.

⁵⁴ Og han kom til sin Fædrene by og lærte dem i deres Synagoge, så at de bleve slagne af Forundring og sagde: "Hvorfra har han denne Visdom og de kraftige Gerninger?

⁵⁵ Er denne ikke Tømmermandens Søn? Hedder ikke hans Moder Maria og hans Brødre Jakob og Josef og Simon og Judas?

⁵⁶ Og hans Søstre, ere de ikke alle hos os? Hvorfra har han alt dette?"

⁵⁷ Og de forargedes på ham. Men Jesus sagde til dem: "En Profet er ikke foragtet uden i sit eget Fædreland og i sit Hus, "

⁵⁸ Og han gjorde ikke mange kraftige Gerninger der for deres Vantros Skyld.

¹ På den Tid hørte Fjerdingsfyrsten Herodes Rygtet om Jesus.

² Og han sagde til sine Tjenere: "Det er Johannes Døberen; han er oprejst fra de døde, derfor virke Kræfterne i ham."

³ Thi Herodes havde grebet Johannes og bundet ham og sat ham i Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias's Skyld.

⁴ Johannes sagde nemlig til ham: "Det er dig ikke tilladt at have hende."

⁵ Og han vilde gerne slå ham ihjel, men frygtede for Mængden, thi de holdt ham for en Profet.

⁶ Men da Herodes's Fødselsdag kom, dansede Herodias's Datter for dem; og hun behagede Herodes.

⁷ Derfor lovede han med en Ed at give hende, hvad som helst hun begærede.

⁸ Og tilskyndet af sin Moder siger hun: "Giv mig Johannes Døberens Hoved hid på et Fad!"

⁹ Og Kongen blev bedrøvet; men for sine Eders og for Gæsternes Skyld befalede han, at det skulde gives hende.

¹⁰ Og han sendte Bud og lod Johannes halshugge i Fængselet.

¹¹ Og hans Hoved blev bragt på et Fad og givet Pigen, og hun bragte det til sin Moder.

¹² Da kom hans Disciple og toge Liget og begravede ham, og de kom og forkyndte Jesus det.