¹ En Konges hjerte er Bække i HERRENs hånd, han leder det hen, hvor han vil.

² En Mand holder al sin Færd for ret, men HERREN vejer Hjerter.

³ At øve Ret og Skel er mere værd for HERREN end Offer.

⁴ Hovmodige Øjne, et opblæst Hjerte, selv gudløses Nyjord er Synd.

⁵ Kun Overflod bringer den flittiges Råd, hver, som har Hastværk, får kun Tab.

⁶ At skabe sig Rigdom ved Løgnetunge er Jag efter Vind i Dødens Snarer.

⁷ Gudløses Voldsfærd bortriver dem selv, thi de vægrer sig ved at øve Ret.

⁸ Skyldtynget Mand går Krogveje, den renes Gerning er ligetil.

⁹ Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med frættekær Kvinde.

¹⁰ Den gudløses Sjæl har Lyst til ondt, hans Øjne ynker ikke hans Næste.

¹¹ Må Spotter bøde, bliver tankeløs klog, har Vismand Fremgang, da vinder han kundskab.

¹² Den Retfærdige har Øje med den gudløses Hus, han styrter gudløse Folk i Ulykke.

¹³ Hvo Øret lukker for Småmands Skrig, skal råbe selv og ikke få Svar.

¹⁴ Lønlig Gave mildner Vrede, Stikpenge i Brystfolden voldsom Harme.

¹⁵ Rettens Gænge er den retfærdiges Glæde, men Udådsmændenes Rædsel.

¹⁶ Den, der farer vild fra Kløgtens Vej, skal havne i Skyggers Forsamling.

¹⁷ Lyst til Morskab fører i Trang, Lyst til Olie og Vin gør ej rig.

¹⁸ Den gudløse bliver Løsepenge for den retfærdige, den troløse kommer i retsindiges Sted.

¹⁹ Hellere bo i et Ørkenland end hos en trættekær, arrig Kvinde.

²⁰ I den vises Bolig er kostelig Skat og Olie, en Tåbe af et Menneske øder det.

²¹ Den, der higer efter Retfærd og Godhed vinder sig Liv og Ære.

²² Vismand stormer Heltes By og styrter Værnet, den stolede på.

²³ Den, der vogter sin Mund og sin Tunge, vogter sit Liv for Trængsler. -

²⁴ Den opblæste stolte kaldes en Spotter, han handler frækt i Hovmod.

²⁵ Den lades Attrå bliver hans Død, thi hans Hænder vil intet bestille.

²⁶ Ugerningsmand er stadig i Trang, den retfærdige giver uden at spare.

²⁷ Vederstyggeligt er de gudløses Offer, især når det ofres for Skændselsdåd.

²⁸ Løgnagtigt Vidne går under, Mand, som vil høre, kan tale fremdeles.

²⁹ Den gudløse optræder frækt, den retsindige overtænker sin Vej.

³⁰ Visdom er intet, Indsigt er intet, Råd er intet over for HERREN.

³¹ Hest holdes rede til Stridens Dag, men Sejren er HERRENs Sag.

¹ Hellere godt Navn end megen rigdom, Yndest er bedre end Sølv og Guld

² Rig og fattig mødes, HERREN har skabt dem begge.

³ Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder.

⁴ Lønnen for Ydmyghed og HERRENs Frygt er Rigdom, Ære og Liv.

⁵ På den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin Sjæl, må man holde sig fra dem.

⁶ Væn Drengen til den Vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.

⁷ Over Fattigfolk råder den rige, Låntager bliver Långivers Træl.

⁸ Hvo Uret sår, vil høste Fortræd, hans Vredes Ris skal slå ham selv.

⁹ Den vennesæle velsignes, thi han deler sit Brød med den ringe.

¹⁰ Driv Spotteren ud, så går Trætten med, og Hiv og Smæden får Ende.

¹¹ HERREN elsker den rene af Hjertet; med Ynde på Læben er man Kongens Ven.

¹² HERRENs Øjne agter på Kundskab, men han kuldkaster troløses Ord.

¹³ Den lade siger: "En Løve på Gaden! Jeg kan let blive revet ihjel på Torvet."

¹⁴ Fremmed Kvindes Mund er en bundløs Grav, den, HERREN er vred på, falder deri.

¹⁵ Dårskab er knyttet til Ynglingens Hjerte, Tugtens Ris skal tjerne den fra ham.

¹⁶ Vold mod den ringe øger hans Eje, Gave til Rigmand gør ham kun fattig. -

¹⁷ Bøj Øret og hør de vises Ord, vend Hjertet til og kend deres Liflighed!

¹⁸ Vogter du dem i dit Indre, er de alle rede på Læben.

¹⁹ For at din Lid skal stå til HERREN, lærer jeg dig i Dag.

²⁰ Alt i Går optegned jeg til dig, alt i Forgårs Råd og Kundskab

²¹ for at lære dig rammende Sandhedsord, at du kan svare sandt, når du spørges.

²² Røv ej fra den ringe, fordi han er ringe, knus ikke den arme i Porten:

²³ thi HERREN fører deres Sag og raner deres Ransmænds Liv.

²⁴ Vær ej Ven med den, der let bliver hidsig, omgås ikke vredladen Mand,

²⁵ at du ikke skal lære hans Stier og hente en Snare for din Sjæl.

²⁶ Hør ikke til dem, der giver Håndslag, dem, som borger for Gæld!

²⁷ Såfremt du ej kan betale, tager man Sengen, du ligger i.

²⁸ Flyt ej ældgamle Skel, dem, dine Fædre satte.

²⁹ Ser du en Mand, som er snar til sin Gerning, da skal han stedes for Konger, ikke for Folk af ringe Stand.

¹ Når du sidder til bords hos en Stormand, mærk dig da nøje, hvem du har for dig,

² og sæt dig en Kniv på Struben, i Fald du er alt for sulten.

³ Attrå ikke hans lækre Retter, thi det er svigefuld kost.

⁴ Slid dig ikke op for at vinde dig Rigdom, brug ej din Forstand dertil!

⁵ Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen.

⁶ Spis ej den misundeliges Brød, attrå ikke hans lækre Retter;

⁷ thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: "Spis og drik!" men hans Hjerte er ikke med dig.

⁸ Den Bid, du har spist, må du udspy, du spilder dine fagre Ord.

⁹ Tal ikke for Tåbens Ører, thi din kloge Tale agter han ringe.

¹⁰ Flyt ej ældgamle Skel, kom ikke på faderløses Mark;

¹¹ thi deres Løser er stærk, han fører deres Sag imod dig.

¹² Vend dit Hjerte til Tugt, dit Øre til Kundskabs Ord.

¹³ Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han Døden;

¹⁴ du slår ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget.

¹⁵ Min Søn, er dit Hjerte viist, så glæder mit Hjerte sig også,

¹⁶ og mine Nyrer jubler, når dine Læber taler, hvad ret er!

¹⁷ Dit Hjerte være ikke skinsygt på Syndere, men stadig ivrigt i HERRENs Frygt;

¹⁸ en Fremtid har du visselig da, dit Håb bliver ikke til intet.

¹⁹ Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit Hjerte gå den lige Vej.

²⁰ Hør ikke til dem, der svælger i Vin, eller dem, der frådser i Kød;

²¹ thi Dranker og Frådser forarmes, Søvn giver lasede Klæder.

²² Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder!

²³ Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom, Tugt og Forstand.

²⁴ Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes man ved ham;

²⁵ din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble!

²⁶ Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine Veje!

²⁷ Thi en bundløs Grav er Skøgen, den fremmede Kvinde, en snæver Brønd;

²⁸ ja, som en Stimand ligger hun på Lur og øger de troløses Tal blandt Mennesker.

²⁹ Hvem har Ak, og hvem har Ve, hvem har Kiv, og hvem har Klage? Hvem har Sår uden Grund, hvem har sløve Øjne?

³⁰ De, som sidder sent over Vinen, som kommer for at smage den stærke Drik.

³¹ Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i Bægeret; den glider så glat,

³² men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle;

³³ dine Øjne skuer de sælsomste Ting, og bagvendt taler dit Hjerte;

³⁴ du har det, som lå du midt i Havet, som lå du oppe på en Mastetop.

³⁵ "De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det ikke; når engang jeg vågner igen, så søger jeg atter til Vinen!"