¹ (En Salme af David.) HERRE, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig;

² som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer!

³ HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør!

⁴ Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage.

⁵ Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.

⁶ Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige.

⁷ Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab.

⁸ Dog, mine Øjne er rettet på dig, o HERRE, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris!

⁹ Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer;

¹⁰ lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre.

¹ (En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler Herren,

² udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

³ Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

⁴ Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

⁵ HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

⁶ Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

⁷ udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.

¹ (En Salme af David.) HERRE, hør min Bøn og lyt til min tryglen, bønhør mig i din Trofasthed, i din Retfærd,

² gå ikke i Rette med din Tjener, thi for dig er ingen, som lever, retfærdig!

³ Thi Fjender forfølger min Sjæl, de træder mit Liv i Støvet, lader mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.

⁴ Ånden hensygner i mig, mit Hjerte stivner i Brystet.

⁵ Jeg kommer fordums Dage i Hu, tænker på alle dine Gerninger, grunder på dine Hænders Værk.

⁶ Jeg udbreder Hænderne mod dig, som et tørstigt Land så længes min Sjæl efter dig. - Sela.

⁷ Skynd dig at svare mig, HERRE, min Ånd svinder hen; skjul ikke dit Åsyn for mig, så jeg bliver som de, der synker i Graven.

⁸ Lad mig årle høre din Miskundhed, thi jeg stoler på dig. Lær mig den Vej, jeg skal gå, thi jeg løfter min Sjæl til dig.

⁹ Fri mig fra mine Fjender, HERRE, til dig flyr jeg hen;

¹⁰ lær mig at gøre din Vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Ånd ad den jævne Vej!

¹¹ For dit Navns Skyld, HERRE, holde du mig i Live, udfri i din Retfærd min Sjæl af Trængsel,

¹² udslet i din Miskundhed mine Fjender, tilintetgør alle, som trænger min Sjæl! Thi jeg er din Tjener.

¹ (Af David.) Lovet være HERREN, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid mine Fingre til Krig,

² min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag!

³ HERRE, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham?

⁴ Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som svindende Skygge.

⁵ HERRE, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de ryger;

⁶ slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel;

⁷ udræk din Hånd fra det høje, fri og frels mig fra store Vande,

⁸ fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.

⁹ Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig på tistrenget Harpe,

¹⁰ du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener.

¹¹ Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.

¹² I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er som Søjler, udhugget i Tempelstil;

¹³ vore Forrådskamre er fulde, de yder Forråd på, Forråd, vore Hjorde føder Tusinder, Titusinder på vore Marker,

¹⁴ fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen Skrigen på Torvene.

¹⁵ Saligt det Folk, der er således stedt, saligt det Folk, hvis Gud er HERREN!

¹ (En Lovsang af David.) Jeg vil ophøje dig, min Gud, min konge, evigt og alt love dit Navn.

² Jeg vil love dig Dag efter Dag, evigt og altid prise dit Navn.

³ Stor og højlovet er HERREN, hans Storhed kan ikke ransages.

⁴ Slægt efter Slægt lovpriser dine Værker, forkynder dine vældige Gerninger.

⁵ De taler om din Højheds herlige Glans, jeg vil synge om dine Undere;

⁶ de taler om dine ræddelige Gerningers Vælde, om din Storhed vil jeg vidne;

⁷ de udbreder din rige Miskundheds Ry og synger med Fryd om din Retfærd.