⁴ Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd.

⁵ Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!

⁶ Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. - Sela.

⁷ Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig,

⁸ vågn op, min Ære! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække Morgenrøden.

⁹ Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd;

¹⁰ thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne.

¹¹ Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!

¹ (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam.) Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskenes Børn retfærdigt?

² Nej, alle øver I Uret på Jord, eders Hænder udvejer Vold.

³ Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild.

⁴ Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre

⁵ og ikke vil høre på Tæmmerens Røst, på den kyndige Slangebesværger.

⁶ Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, HERRE;

⁷ lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs.

⁸ Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent Foster, der aldrig så Sol.

⁹ Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede

¹⁰ Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod;

¹¹ Og Folk skal sige: "Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer på Jord!"

¹ (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam, da Saul sendte folk, som skulle vogte huset for at dræbe ham.) Fri mig fra mine Fjender, min Gud, bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig;

² fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd!

³ Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde.

⁴ Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til!

⁵ Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg alle Folkene, skån ej een af de troløse Niddinger! - Sela.

⁶ Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen!

⁷ Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: "Hvem skulde høre det?"

⁸ Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk,

⁹ dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn;

¹⁰ med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd!

¹¹ Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem,

¹² giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger;

¹³ udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! - Sela.

¹⁴ Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen,

¹⁵ vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes.

¹⁶ Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag.

¹⁷ Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min nådige Gud.

¹ (Til sangmesteren. Al-sjusjan-edut. En miktam af David til til indøvelse, dengang han kæmpede med Aram-Naharajim og Aram-Zoba, og Joab vendte tilbage og slog edomitterne i Saltdalen, 12000 mand.) Gud, du har stødt os fra dig, nedbrudt os, du vredes - vend dig til os igen;

² du lod Landet skælve, slå Revner, læg nu dets Brist, thi det vakler!

³ Du lod dit Folk friste ondt, iskænked os døvende Vin.

⁴ Dem, der frygter dig, gav du et Banner, hvorhen de kan fly for Buen. - Sela.

⁵ Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os!

⁶ Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med jubel, udmåle Sukkots Dal;

⁷ mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav,

⁸ Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg."

⁹ Hvo bringer mig hen til den faste Stad, hvo leder mig hen til Edom?

¹⁰ Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære.

¹¹ Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte.

¹² Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!