¹ (Til sangmesteren. Af Koras sønner. En salme.) Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,

² både høj og lav, både rig og fattig!

³ Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;

⁴ jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.

⁵ Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,

⁶ de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom?

⁷ Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum

⁸ - Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live

⁹ og aldrig få Graven at se;

¹⁰ nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre,

¹¹ deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.

¹² Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår.

¹³ Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela.

¹⁴ I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig.

¹⁵ Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela.

¹⁶ Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges;

¹⁷ thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.

¹⁸ Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for din Lykke!"

¹⁹ han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue.

²⁰ Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår.

¹ (En salme af Asaf.) Gud, Gud HERREN talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;

² fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans

³ vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;

⁴ han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:

⁵ "Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!"

⁶ Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. Sela.

⁷ Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!

⁸ Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;

⁹ jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;

¹⁰ thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge;

¹¹ jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel.

¹² Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!

¹³ Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?

¹⁴ Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.

¹⁵ Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,

¹⁶ Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,

¹⁷ når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?

¹⁸ Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til,

¹⁹ slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig.

²⁰ Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;

²¹ det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.

²² Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.

²³ Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.

¹ (Til sangmesteren. En salme af David, dengang Natan kom til ham, efter at han havde været inde hos Batseba.) Gud, vær mig nådig efter din Miskundhed, udslet mine Overtrædelser efter din store Barmhjertighed,

² tvæt mig fuldkommen ren for min Skyld og rens mig for min Synd!

³ Mine Overtrædelser kender jeg jo, min Synd står mig altid for Øje.

⁴ Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine Øjne er ondt, at du må få Ret, når du taler, stå ren, når du dømmer.

⁵ Se, jeg er født i Misgerning, min Moder undfanged mig i Synd.

⁶ Du elsker jo Sandhed i Hjertets Løndom, så lær mig da Visdom i Hjertedybet.

⁷ Rens mig for Synd med Ysop, tvæt mig hvidere end Sne;

⁸ mæt mig med Fryd og Glæde, lad de Ben, du knuste, juble;

⁹ skjul dit Åsyn for mine Synder, udslet alle mine Misgerninger;