Step 159

Study

     

Salmernes 24:7-10

7 Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind!

8 Hvo er den Ærens Konge? HERREN, stærk og vældig, HERREN, vældig i Krig!

9 Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind!

10 Hvo er han, den Ærens Konge? HERREN, Hærskarers Herre, han er Ærens Konge! - Sela.

Salmernes 25

1 (Af David.) HERRE, jeg løfter min sjæl til dig

2 min Gud jeg stoler på dig, lad mig ikke beskæmmes, lad ej mine Fjender fryde sig over mig.

3 Nej, ingen som bier på dig, skal beskæmmes; beskæmmes skal de, som er troløse uden Grund.

4 Lad mig kende dine Veje, HERRE lær mig dine Stier.

5 Led mig på din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses Gud; jeg bier bestandig på dig.

6 HERRE, kom din Barmhjertighed i Hu og din Nåde, den er jo fra Evighed af.

7 Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o HERRE!

8 God og oprigtig er HERREN, derfor viser han Syndere Vejen.

9 Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin Vej.

10 Alle HERRENs Stier er Miskundhed og Trofasthed for dem, der holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd.

11 For dit Navns Skyld, HERRE, tilgive du min Brøde, thi den er stor.

12 Om nogen frygter HERREN, ham viser han den Vej, han skal vælge;

13 selv skal han leve i Lykke og hans Sæd få Landet i Eje.

14 Fortroligt Samfund har HERREN med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin Pagt.

15 Mit Øje er stadig vendt imod HERREN, thi han frier mine Fødder af Snaren.

16 Vend dig til mig og vær mig nådig, thi jeg er ene og arm.

17 Let mit Hjertes Trængsler og før mig ud af min Nød.

18 Se hen til min Nød og min Kvide og tilgiv alle mine Synder.

19 Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader mig med Had uden Grund.

20 Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider på dig, lad mig ikke beskæmmes.

21 Lad Uskyld og Retsind vogte mig, thi jeg bier på dig, HERRE.

22 Forløs, o Gud, Israel af alle dets Trængsler!

Salmernes 26

1 (Af David.) Skaf mig ret, o HERRE, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på HERREN uden at vakle.

2 Ransag mig, HERRE, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte;

3 thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed.

4 Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke.

5 Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej.

6 Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit Alter, HERRE,

7 for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere.

8 HERRE, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.

9 Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd,

10 i hvis Hænder er Skændselsdåd, hvis højre er fuld af Bestikkelse.

11 Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig!

12 Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love HERREN.

Salmernes 27:1-6

1 (Af David.) HERREN er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? HERREN er Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes?

2 Når onde kommer imod mig for at æde mit Kød, så snubler og falder de, Uvenner og Fjender!

3 Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit Hjerte uden Frygt; om Krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg.

4 Om eet har jeg bedet HERREN, det attrår jeg: alle mine Dage at bo i HERRENs Hus for at skue HERRENs Livsalighed og grunde i hans Tempel.

5 Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op på en Klippe.

6 Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg prise HERREN.