⁷ Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind!

⁸ Hvo er den Ærens Konge? HERREN, stærk og vældig, HERREN, vældig i Krig!

⁹ Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind!

¹⁰ Hvo er han, den Ærens Konge? HERREN, Hærskarers Herre, han er Ærens Konge! - Sela.

¹ (Af David.) HERRE, jeg løfter min sjæl til dig

² min Gud jeg stoler på dig, lad mig ikke beskæmmes, lad ej mine Fjender fryde sig over mig.

³ Nej, ingen som bier på dig, skal beskæmmes; beskæmmes skal de, som er troløse uden Grund.

⁴ Lad mig kende dine Veje, HERRE lær mig dine Stier.

⁵ Led mig på din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses Gud; jeg bier bestandig på dig.

⁶ HERRE, kom din Barmhjertighed i Hu og din Nåde, den er jo fra Evighed af.

⁷ Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o HERRE!

⁸ God og oprigtig er HERREN, derfor viser han Syndere Vejen.

⁹ Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin Vej.

¹⁰ Alle HERRENs Stier er Miskundhed og Trofasthed for dem, der holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd.

¹¹ For dit Navns Skyld, HERRE, tilgive du min Brøde, thi den er stor.

¹² Om nogen frygter HERREN, ham viser han den Vej, han skal vælge;

¹³ selv skal han leve i Lykke og hans Sæd få Landet i Eje.

¹⁴ Fortroligt Samfund har HERREN med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin Pagt.

¹⁵ Mit Øje er stadig vendt imod HERREN, thi han frier mine Fødder af Snaren.

¹⁶ Vend dig til mig og vær mig nådig, thi jeg er ene og arm.

¹⁷ Let mit Hjertes Trængsler og før mig ud af min Nød.

¹⁸ Se hen til min Nød og min Kvide og tilgiv alle mine Synder.

¹⁹ Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader mig med Had uden Grund.

²⁰ Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider på dig, lad mig ikke beskæmmes.

²¹ Lad Uskyld og Retsind vogte mig, thi jeg bier på dig, HERRE.

²² Forløs, o Gud, Israel af alle dets Trængsler!

¹ (Af David.) Skaf mig ret, o HERRE, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på HERREN uden at vakle.

² Ransag mig, HERRE, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte;

³ thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed.

⁴ Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke.

⁵ Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej.

⁶ Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit Alter, HERRE,

⁷ for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere.

⁸ HERRE, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.

⁹ Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd,

¹⁰ i hvis Hænder er Skændselsdåd, hvis højre er fuld af Bestikkelse.

¹¹ Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig!

¹² Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love HERREN.

¹ (Af David.) HERREN er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? HERREN er Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes?

² Når onde kommer imod mig for at æde mit Kød, så snubler og falder de, Uvenner og Fjender!

³ Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit Hjerte uden Frygt; om Krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg.

⁴ Om eet har jeg bedet HERREN, det attrår jeg: alle mine Dage at bo i HERRENs Hus for at skue HERRENs Livsalighed og grunde i hans Tempel.

⁵ Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op på en Klippe.

⁶ Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg prise HERREN.