¹¹ Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord;

¹² jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar på hans Ord.

¹³ Sig nu ikke: "Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et Menneske!"

¹⁴ Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham.

¹⁵ De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.

¹⁶ Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord?

¹⁷ Også jeg vil svare min Del, også jeg vil frem med min Viden!

¹⁸ Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst trænger på;

¹⁹ som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges;

²⁰ tale vil jeg for at få Luft, åbne mine Læber og svare.

²¹ Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen;

²² thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!

¹ Men hør nu Job, på min Tale og lyt til alle mine Ord!

² Se, jeg har åbnet min Mund, min Tunge taler i Ganen;

³ mine Ord er talt af oprigtigt Hjerte, mine Læber fører lutret Tale.

⁴ Guds Ånd har skabt mig, den Almægtiges Ånde har givet mig Liv.

⁵ Svar mig, i Fald du kan, rust dig imod mig, mød frem!

⁶ Se, jeg er din Lige for Gud, også jeg er taget af Ler;

⁷ Rædsel for mig skal ikke skræmme dig, min Hånd skal ej ligge tyngende på dig.

⁸ Dog, det har du sagt i mit Påhør, jeg hørte så lydende Ord:

⁹ "Jeg er ren og uden Brøde, lydeløs, uden Skyld;

¹⁰ men han søger Påskud imod mig, regner mig for sin Fjende;

¹¹ han lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje."

¹² Se, der har du Uret, det er mit Svar, thi Gud er større end Mennesket.

¹³ Hvorfor tvistes du med ham, fordi han ej svarer på dine Ord?

¹⁴ Thi på een Måde taler Gud, ja på to, men man ænser det ikke:

¹⁵ I Drømme, i natligt Syn, når Dvale falder på Mennesker, når de slumrende hviler på Lejet;

¹⁶ da åbner han Menneskers Øre, gør dem angst med Skræmmebilleder

¹⁷ for at få Mennessket bort fra Uret og udrydde Hovmod af Manden,

¹⁸ holde hans Sjæl fra Graven, hans Liv fra Våbendød.

¹⁹ Eller han revses med Smerter på Lejet, uafbrudt sfår der Hamp i hans Ben;

²⁰ Livet i ham væmmes ved Brød og hans Sjæl ved lækker Mad

²¹ hans Kød svinder hen, så det ikke ses, hans Knogler, som før ikke sås, bliver blottet;

²² hans Sjæl kommer Graven nær, hans Liv de dræbende Magter.

²³ Hvis da en Engel er på hans Side, een blandt de tusind Talsmænd, som varsler Mennesket Tugt,

²⁴ og den viser ham Nåde og siger: "Fri ham fra at synke i Graven, Løsepenge har jeg fået!"

²⁵ da svulmer hans Legem af Friskhed, han oplever atter sin Ungdom.

²⁶ Han beder til Gud, og han er ham nådig, han skuer med Jubel hans Åsyn, fortæller Mennesker om sin Frelse.

²⁷ Han synger det ud for Folk: "Jeg synded og krænkede Retten og fik dog ej Løn som forskyldt!

²⁸ Han har friet min Sjæl fra at fare i Grav, mit Liv ser Lyset med Lyst!"

²⁹ Se, alle disse Ting gør Gud to Gange, ja tre med Mennesket

³⁰ for at redde hans Sjæl fra Graven, så han skuer Livets Lys!

³¹ Lyt til og hør mig, Job, ti stille, så jeg kan tale!

³² Har du noget at sige, så svar mig, tal, thi gerne gav jeg dig Ret;

³³ hvis ikke, så høre du på mig, ti stille, at jeg kan lære dig Visdom!

¹ Og Elihu tog til Orde og sagde:

² "Hør mine Ord, I vise, I forstandige Mænd, lån mig Øre!

³ Thi Øret prøver Ord, som Ganen smager på Mad;

⁴ lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden skønne, hvad der er godt!

⁵ Job sagde jo: "Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side;

⁶ min Ret til Trods skal jeg være en Løgner? Skønt brødefri er jeg såret til Døden!"

⁷ Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand,

⁸ søger Selskab med Udådsmænd og Omgang med gudløse Folk!

⁹ Thi han sagde: "Det båder ikke en Mand, at han har Venskab med Gud!"

¹⁰ Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt;

¹¹ nej, han gengælder Menneskets Gerning, handler med Manden efter hans Færd;

¹² Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten!

¹³ Hvo gav ham Tilsyn med Jorden, hvo vogter, mon hele Verden?

¹⁴ Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen,

¹⁵ da udånded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv!

¹⁶ Har du Forstand, så hør derpå, lån Øre til mine Ord!

¹⁷ Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den Retfærdige, Vældige?

¹⁸ Han, som kan sige til Kongen: "Din Usling!" og "Nidding, som du er!" til Stormænd,

¹⁹ som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk.

²⁰ Brat må de dø, endda midt om Natten; de store slår han til, og borte er de, de vældige fjernes uden Menneskehånd.

²¹ Thi Menneskets Veje er ham for Øje, han skuer alle dets Skridt;

²² der er intet Mørke og intet Mulm, som Udådsmænd kan gemme sig i.

²³ Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud;

²⁴ han knuser de vældige uden Forhør og sætter andre i Stedet.

²⁵ Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem;

²⁶ for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter han dem,

²⁷ fordi de veg borf fra ham og ikke regned hans Veje det mindste,

²⁸ så de voldte, at ringe råbte til ham, og han måtte høre de armes Skrig.

²⁹ Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Åsyn, hvo vil laste ham? Over Folk og Mennesker våger han dog,

³⁰ for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer.

³¹ Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer,

³² jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej mer!"

³³ skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad du ved!

³⁴ Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig:

³⁵ "Job taler ikke med Indsigt, hans Ord er uoverlagte!

³⁶ Gid Job uden Ophør må prøves, fordi han svarer som slette Folk!

³⁷ Thi han dynger Synd på Synd, han optræder hovent iblandt os og fremfører mange Ord imod Gud!"

¹ Og Elihu tog til Orde og sagde:

² "Holder du det for Ret, og kalder du det din Ret for Gud,

³ at du siger: "Hvad båder det mig, hvad hjælper det mig, at jeg ikke synder?"

⁴ Jeg vil give dig Svar og tillige med dig dine Venner:

⁵ Løft dit Blik imod Himlen og se, læg Mærke til Skyerne, hvor højt de, er over dig!

⁶ Hvis du synder, hvad skader du ham? Er din Brøde svar, hvad gør det da ham?

⁷ Er du retfærdig, hvad gavner du ham, hvad mon han får af din Hånd?

⁸ Du Menneske, dig vedkommer din Gudløshed, dig, et Menneskebarn, din Retfærd!

⁹ Man skriger over den megen Vold, råber om Hjælp mod de mægtiges Arm,

¹⁰ men siger ej: "Hvor er Gud, vor Skaber, som giver Lovsang om Natten,

¹¹ lærer os mer end Jordens Dyr, gør os vise fremfor Himlens Fugle?"

¹² Der råber man, uden at han giver Svar, over de ondes Hovmod;

¹³ til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke,

¹⁴ endsige din Påstand om ikke at se ham! Vær stille for hans Åsyn og bi på ham!

¹⁵ Men nu, da hans Vrede ej bringer Straf og han ikke bekymrer sig stort om Synd,

¹⁶ så oplader Job sin Mund med Tant, uden Indsigt taler han store Ord.