¹³ Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej på hans Stier:

¹⁴ Før det lysner, står Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;

¹⁵ Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske.

¹⁶ I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.

¹⁷ For dem er Mørket Morgen, thide er kendt med Mørkets Rædsler.

¹⁸ Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke på Vejen til Vingården.

¹⁹ Som Tørke og Hede tager Snevand, så Dødsriget dem, der har syndet.

²⁰ Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.

²¹ Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;

²² dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv,

²³ han styrtes uden Håb og Støtte, og på hans Veje er idel Nød.

²⁴ Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.

²⁵ Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?

¹ Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

² "Hos ham er der Vælde og Rædsel, han skaber Fred i sin høje Bolig.

³ Er der mon Tal på hans Skarer? Mod hvem står ikke hans Baghold op?

⁴ Hvor kan en Mand have Ret imod Gud, hvor kan en kvindefødt være ren?

⁵ Selv Månen er ikke klar i hans Øjne og Stjernerne ikke rene

⁶ endsige en Mand, det Kryb, et Menneskebarn, den Orm!

¹ Så tog Job til Orde og svarede:

² "Hvor har du dog hjulpet ham, den afmægtige, støttet den kraftløse Arm!

³ Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort en Fylde af Visdom!

⁴ Hvem hjalp dig med at få Ordene frem, hvis Ånd mon der talte af dig?

⁵ Skyggerne skælver af Angst, de, som bor under Vandene;

⁶ blottet er Dødsriget for ham, Afgrunden uden Dække.

⁷ Han udspænder Norden over det tomme, ophænger Jorden på intet;

⁸ Vandet binder han i sine Skyer, og Skylaget brister ikke derunder;

⁹ han fæstner sin Trones Hjørner og breder sit Skylag derover;

¹⁰ han drog en Kreds over Vandene, der, hvor Lys og Mørke skilles.

¹¹ Himlens Støtter vakler, de gribes af Angst ved hans Trusel;

¹² med Vælde bragte han Havet til Ro og knuste Rahab med Kløgt;

¹³ ved hans Ånde klarede Himlen op hans Hånd gennembored den flygtende Slange.

¹⁴ Se, det er kun Omridset af hans Vej, hvad hører vi andet end Hvisken? Hans Vældes Torden, hvo fatter vel den?

¹ Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

² "Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:

³ Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,

⁴ skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!

⁵ Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.

⁶ Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.

⁷ Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!

⁸ Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?

⁹ Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?

¹⁰ Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?

¹¹ Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;

¹² se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?

¹³ Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:

¹⁴ Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;

¹⁵ de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.

¹⁶ Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler

¹⁷ han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;

¹⁸ han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;

¹⁹ han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;

²⁰ Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;

²¹ løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.

²² Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;

²³ man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!

¹ Sølvet har jo sit Leje, som renses, sit sted

² Jern hentes op af Jorden, og Sten smeltes om til Kobber.

³ På Mørket gør man en Ende og ransager indtil de dybeste Kroge Mørkets og Mulmets Sten;

⁴ man bryder en Skakt under Foden, og glemte, foruden Fodfæste, hænger de svævende fjernt fra Mennesker.

⁵ Af Jorden fremvokser Brød, imedens dens Indre omvæltes som af Ild;

⁶ i Stenen der sidder Safiren, og der er Guldstøv i den.

⁷ Stien derhen er Rovfuglen ukendt, Falkens Øje udspejder den ikke;

⁸ den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven skrider ej frem ad den.

⁹ På Flinten lægger man Hånd og omvælter Bjerge fra Roden;

¹⁰ i Klipperne hugger man Gange, alskens Klenodier skuer Øjet;

¹¹ man tilstopper Strømmenes Kilder og bringer det skjulte for Lyset.

¹² Men Visdommen - hvor mon den findes, og hvor er Indsigtens Sted?

¹³ Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes Land;

¹⁴ Dybet siger: "I mig er den ikke!" Havet: "Ej heller hos mig!"

¹⁵ Man får den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke købes,

¹⁶ den opvejes ikke med Ofirguld, med kostelig Sjoham eller Safir;

¹⁷ Guld og Glar kan ej måle sig med den, den fås ej i Bytte for gyldne Kar,

¹⁸ Krystal og Koraller ikke at nævne. At eje Visdom er mere end Perler,

¹⁹ Ætiopiens Topas kan ej måle sig med den, den opvejes ej med det rene Guld.

²⁰ Men Visdommen - hvor mon den kommer fra, og hvor er Indsigtens Sted?

²¹ Den er dulgt for alt levendes Øje og skjult for Himmelens Fugle;

²² Afgrund og Død må sige: "Vi hørte kun tale derom."

²³ Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted;

²⁴ thi han skuer til Jordens Ender, alt under Himmelen ser han.

²⁵ Dengang han fastsatte Vindens Vægt og målte Vandet med Mål,

²⁶ da han satte en Lov for Regnen, afmærked Tordenskyen dens Vej,

²⁷ da skued og mønstred han den, han stilled den op og ransaged den.

²⁸ Men til Mennesket sagde han: "Se, HERRENs Frygt, det er Visdom, at sky det onde er Indsigt."

¹ Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

² Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

³ da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

⁴ som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,

⁵ da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

⁶ da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,

⁷ da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.

⁸ Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,

⁹ Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,

¹⁰ Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

¹¹ Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.

¹² Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

¹³ den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;