¹⁷ Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!

¹⁸ Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger.

¹⁹ Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig;

²⁰ han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;

²¹ du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer;

²² du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr;

²³ du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;

²⁴ du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes;

²⁵ du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;

²⁶ Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde.

²⁷ Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det!

¹ Så tog Job til Orde og svarede:

² "Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!

³ Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!

⁴ Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.

⁵ Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?

⁶ Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?

⁷ Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.

⁸ Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber

⁹ vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,

¹⁰ så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.

¹¹ Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig?

¹² Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?

¹³ Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.

¹⁴ Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.

¹⁵ Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,

¹⁶ de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,

¹⁷ men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;

¹⁸ Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde;

¹⁹ Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem,

²⁰ men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!

²¹ Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!

²² Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,

²³ red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"

²⁴ Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!

²⁵ Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?

²⁶ Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!

²⁷ Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.

²⁸ Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?

²⁹ Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!

³⁰ Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?

¹ Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.

² Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,

³ så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

⁴ Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

⁵ Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

⁶ Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.

⁷ Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!

⁸ Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.

⁹ Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,

¹⁰ han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

¹¹ Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

¹² Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

¹³ Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

¹⁴ da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

¹⁵ så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.

¹⁶ Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

¹⁷ Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

¹⁸ hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?

¹⁹ Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

²⁰ Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

²¹ Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!

¹ Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

² "Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?

³ Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?

⁴ Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,

⁵ så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!

⁶ Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;

⁷ din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.

⁸ Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!

⁹ Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.

¹⁰ Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:

¹¹ Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?

¹² Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.

¹³ Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:

¹⁴ som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;

¹⁵ han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.

¹⁶ I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,

¹⁷ i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;

¹⁸ men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"

¹⁹ Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!

²⁰ Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.

²¹ End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;

²² dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!